Kulturnat! Et godt initiativ, der giver odenseanerne en grund til at komme ud af ligusterbusken, og tage ind til centrum. Byen er åben. Steder der normalt er lukkede for offentligheden slår dørene op. Musik i gaden. Tæppeklædte folk der nyder fadøl og aftensmad under varmelamper på byens caféer. Endelig sker der noget en fredag aften i Odense.
Jeg har glædet mig til at deltage i festlighederne forbigå mig, og fuld af forventninger stiger jeg på cyklen og begiver mig på vej. Mit udgangspunkt er at kigge ind bag lukkede døre, opsnappe sjove anekdoter og lade mig overraske. Og så selvfølgelig nyde aftenstemning, i selskab med lidt mad og vin. 
 
Et kig ind i en anden verden
Mit første stop bliver Frimurerlogen i Albanigade. Her mødes pingvinklædte mænd i løbet af ugen til logemøde i en af de fem logesale. Det har de gjort siden 1791, og lokalerne emmer da også af historie. I den store hall, bliver jeg mødt af informationer fra en ældre herre, der venligt og med kun et ansigtsudtryk, fortæller om de 11 grader og optagelseskriterier. Han afslører at kun mænd, der er fyldt 21 år kan blive optaget. Ved et hurtigt kig rundt på de andre herre, er jeg ikke i tvivl om at dette kriterium bliver overholdt.
I det tilstødende lokale stirrer afdøde logebrødre mig i møde, under ordene ”Brødre indgået til det evige østen”. Det vidner om at frimurerlogen bygger på et kristent grundlag. Men hvorfor er man med i en loge?  Og hvad laver de der kjoleklædte mænd egentlig?
Palle Wognsen har været frimurer i 13 år, og nyder at have et sted, hvor han kan trække sig tilbage.
”Her har jeg mit pusterum, et slags helle, fra den stressede hverdag”, Siger logebroderen med venlig stemme.
Videre op på første sal finder jeg den logesal, der er åben for nysgerrigheden, kirkemusikken virker beroligende, og jeg forstår godt hvorfor Palle Wognesen finder fred her. Den sidste del af turen fører mig forbi billardbord, chesterfieldstole og vægge udsmykket med logebrødrenes egne våbenskjold. Jeg afslutter med gratis kaffe i festsalen akkompagneret af Musens sang på violin og klaver.
 
Retten er sat
Jeg forlader de venlige brødre, og begiver mig mod Odense byret. Godt nok er retten tilgængelig for offentligheden hver dag, men hvor ofte går man lige en tur i retten? Aldrig, så jeg benytter lejligheden i aften.
De fem retssale er identiske lige bortset fra billedet på endevæggen. På et hvidt A4 ark udenfor døren står listet hvilke sager, der skal behandles og hvem der er anklaget.
”Det er selvfølgelig ikke altid, at navnene på personerne er slået op på den måde”, Forklarer sagsbehandler Hanne Gaardsted, og henviser til sagen om de terrormistænkte fra Vollsmose, hvor man af sikkerhedshensyn holdt de tiltalte anonyme.
Gangene mellem retslokalerne er lidt triste, rundt om to rektangulære borde står seks syver stole, der, med deres grå farve, sørger for at kontrasten til væggen ikke bliver for voldsom. Men det skal jo heller ikke være en fest at gå i retten. Hanne Gaardsted viser mig ned i et andet lokale, hvorfra jeg har udsyn til kasjotten. Der er sort bag de mørke gitre, men i cellen til højre kommer et par muskuløse overarme til syne.
Kontrasten mellem fængsel og frihed er mærkbar som jeg står der, og spionere ind i en anden verden. Med min lid til at manden i cellen er dømt retfærdigt, forlader jeg retten, for at finde jazz, hvidvin og stemning i Brandts Passage.
 
Køb en uddannelse og en pakke batterier
Jeg bliver mødt af en ung engel, der siger, at han er fra fagskolen i Odense, og gerne vil give mig lidt information om den uddannelse han selv er i gang med. Jeg skæver til hans køkkenfolieglorie, og beklager, at jeg nok ikke har evner i så kreativ en retning. Fra amfiscenen lyder der bløde toner af jazz. Herligt tænker jeg, mens jeg spejder rundt for at finde et bord. Det lykkes, der er nemlig ikke overrendt, så det er til at komme frem. Men først skal jeg dog lige forbi en kæmpe omvandrende skumgummibatterioplade, et flot marketingstrick, der skal få folk til at drøne mod batteributikken rundt om hjørnet. Jeg sætter mig med min hvidvin, og søger efter en tråd i det her arrangement. Jazzen er dejlig, men står i lidt skærende kontrast til ildslugende gøglere, og flere fagskoleelever, klædt ud som djævle. Et kort sekund er jeg i tvivl om jeg er i himmel eller helvede, eller bare i et udefinerbart ingenmandsland.
 
En oase
Jeg drikker ud, og fortsætter min rute gennem Pantheonsgade. Her finder jeg mousserende vin og dansk kunsthåndværk hos Dina Vejling. I aftenens anledning er en keramiker inviteret forbi, så nysgerrige kan få en snak om kunsthåndværk. Folk siver roligt rundt i den lille butik, hvor smykkekunst, tekstiler og keramik stimulerer æstetikeren i mig.
”Kulturnatten giver mig mulighed for at vise butikken frem i et anderledes lys” Fortæller Dina Vejling, mens hun nikker goddag til et par faste kunder.
Jeg indånder den gode stemning en sidste gang, og bevæger mig optimistisk videre ud i natten.
 
I neonlysets skær
Da jeg passerer Cafe Cuchoos Nest, er jeg ikke længere i tvivl. Jeg befinder mig i helvede, nærmere betegnet, tilbudshelvede. Folk stavrer sig frem mellem stativer med skijakker og kasser med gummisko. På hjørnet at Vestergade og Kongensgade sælger, en ellers velrenommeret smykkeforretning, Forrige års similismykkemode fra klapborde beklædt med nervøst velour. Froggys café er udvidet med fadølsvogn og band, der har svært ved at trænge igennem, fordi der femten meter længere væk er en anden scene med højere musik.
Teenage piger i stramme jeans og blinkende bunnyører præger bybilledet lige her, og op gennem gågaden møder jeg flere boder, hvor neon pandebånd blinker om kap med neonørenringe og neonhalskæder. Jeg rammes hårdt af en tecno, disco, pop lydlussing, da jeg passerer tøjforretninger, hvor de almindelige tøjstativer er skiftet ud med rodeborde, hvor alt koster 25 kroner. Mit hoved krøller sammen, og min hjerne blinker alarmerende signaler om for mange indtryk på en gang.
Jeg går tilbage på Brandts. Nu har sortklædte teenagere taget plads ved scenen, i gang med at drikke sig mod til nattens udskejelser. Mine udskejelser er forbi, og jeg cykler hjem i seng.
Måske jeg skulle begynde at gro en liguster jeg kan gemme mig bag ved næste års kulturnat.