Solen er så småt ved at gå ned, og Dannebrog vejer sagte i vinden, da jeg begiver mig gennem hovedindgangen. Indenfor leder en massiv stentrappe de få trin op til hallen, hvorfra lysekronens skarpe lys står i skarp kontrast til den begyndende skumring udenfor. Betydningsfulde mennesker kigger ned fra væggene, mens en frimurer venligt forklarer gæsterne, hvilken rute rundt i huset der vil give den bedste oplevelse.

  Biblioteket 
Store mængder hvidt lys, står ud fra biblioteket. Men det er ikke massive bogreoler fra gulv til loft, der karakteriserer rummet. Kun én væg er sparsomt klædt i bøger, mens fotografier pryder de andre. Fotografier af alle nulevende medlemmer, samt af medlemmer ”der er draget til det evige Østen.” Et par dybe men slidte sofaer, taler deres tydelige sprog, og rummet emmer af afslappethed. Bøgerne er låst inde, men, forklarer en af frimurerne, det er fordi man, afhængig af ens rang som Frimurerne, kun må læse visse af bøgerne. Denne grad af anciennitetsbetingede fordele, går igen i hele huset – fra hvilke rum man må befinde sig i, til hvornår man må være der. Sådan har det altid været, det er del af Frimurernes tradition.

 1. Gradsrummet 
  Trappen op til optagelsesrummet på første sal, er bred og af massive planker. Portrætter af kongelige pryder væggene, og for oven står buster af Kong Frederik VII samt Kong Frederik VIII, begge var de medlemmer af Frimurerne. Døren åbenbarer nu et af Frimurernes mest hellige rum: Optagelsesrummet. Det er i dette rum, at nye medlemmer bliver indviet i Frimurernes Orden, og her oldgamle traditioner bliver holdt i hævd. 

Rummet står i stor kontrast til resten af bygningen med dets overflod af lys. Her er der mørkt og tyst, og man føler sig hensat til at stå i en katakombe. Man kan næsten høre væggene fortælle deres historie, fortælle de mange hemmelige ting, de har været vidne til. Indgangen er flankeret af to store søjler, der er holdt i samme mørke, sandfarvede sten, som væggene. Øverst på væggene, står snoede søjler af guld, som giver en illusion af at holde loftet oppe. På hver side af rummet, står rækker af stole, og i enden af rummet, hævet over alt andet, står tre stole i ensom majestæt. En til Overmesteren i Odense, og hans ordførende, og en stol der udelukkende er beregnet på Frimurernes leder, Stormesteren. Midt i rummet står tre mandshøje lysestager, der symboliserer visdom, styrke og skønhed. De selv samme tre ting Frimurerne ser som hjørnesten i et godt liv.

Carl Friis Salon
Efter optagelsesrummet følger den nyligt byggede Carl Friis Salon. Et rum der blev doneret af fonden efter Carl Friis, en tidligere Frimurer. I det samme man træder ind i rummet, bliver ens tanker draget mod en engelsk klub for gentlemen. Dybe Chesterfieldstole og sofaer dominerer rummet. Mahognipaneler i menneskehøjde, stort billardbord, holdt i ædelt træ, radiatorer malet i samme farve og mønster som de mørke paneler, og grønne lamper, der ville være lige egnet på den lokale pub, som i den mest eksklusive Klub i London, danner alle rammen om dette fantastiske rum. Den eneste udsmykning på væggene, er et billede af Carl Friis, samt et indrammet regelsæt for billardspil, dateret 1873. Man står tilbage med en følelse, at en humidor fyldt med cubanske cigarer, er det eneste der mangler, førend enhver mands hemmelig plan for kælderen er manifesteret foran ens øjne. 

 Vandrehallen
Tilbage i stueetagen, stråler lyset igen fra krystallysekronerne i vandrehallen. Væggene prydet med våbenskjolde fra alle de afdelinger af Frimurere i Danmark, der er udsprunget af Odenses afdeling. På hæderspladsen i midten hænger Odense Frimurerloges Våbenskjold. Plancher er sat op midt i rummet, så alle kan læse om Frimurernes historie og traditioner – deriblandt den påklædning, der er ens for alle, når de er i logen.

 Kaffesalen og Spisesalen 
 Den elegante indretning disse rum besidder, får straks en til at føle sig hensat til en spisesal ombord et krydstogtskib i starten af 1900tallet. Højt til loftet, krystallysekroner, højryggede stole samt elegant dækkede cirkulære borde, er alle med til at forstærke indtrykket. Væggene er prydet med billeder af Logens øverste, og i den fjerneste ende, hænger billeder af flere konger, der tidligere har været medlemmer. Rummet er stort, men ikke overstadigt. Man føler sig hjemme, på en sær malplaceret måde, for man ved, at forsøget er ved at være slut, og det er tid til at tage hjem.

Fremtiden for Frimurerne
 Frimurerne har altid værnet om deres private sager, og selv om de har valgt at åbne op for offentligheden for en enkelt aften, er det på ingen måde en afsløring af deres hemmeligheder. Som en af frimurerne formulerer det: ”Det kan du heller ikke. Det er en af de få ting der ikke kan lykkes, hverken for dig eller de andre. Det er en fritidsklub.” Dette er yderlige forstærket ved det faktum, at det åbne hus, på ingen måde var så åbent som navnet antyder. De rum gæsterne fik lov til at besøge, var blot en mindre del af huset. Optagelsesrummet er blot et af fem rum, med samme formål.

Frimurernes fremtid står badet i skygge. Sikkert er det dog, at over det sidste årti har logen oplevet en stop tilgang af medlemmer, og selv HKH Prins Joachim har ytret interesse om at blive medlem, som det første royale medlem i mange årtier. Om Frimurernes Orden virkelig kun er et fristed, for dem der har behov, eller om visse myter holder stik, er ikke til at afgøre – dertil værner de for meget om deres hemmeligheder. Men sikkert er det, at deres hus i Odense, er et smukt gammelt hus, med så meget historie, at det burde være de fleste forundt at tage på visit og opleve historiens vingesus, skulle der blive afholdt åbent hus igen en anden gang.