Jeg bliver ramt af en indre vulkan af irritation, hver gang jeg sidder foran fjernsynet, og deres latterlige reklamer dukker op. Det startede egentlig for nogle år siden, hvor b-liste-skuespilleren David Owe valgte at lave et cover album med en række jazz-fortolkninger af populære hits. Den ualmindeligt intetsigende musik ramte mine ører, og jeg begyndte at undre mig. Hvorfor vælger en bestemt type danske artister altid at forsøge sig med disse åndsvage fortolkninger? Regner David Owe med, at hans version af en Bryan Adams-sang er så nyskabende, at Danmark bare må opleve den?

I samme stil krummer jeg tæer, hver gang en midaldrende mand har lavet en cd med hans personlige fortolkninger af klassiske ballader. Eller den værste - 12-årige Stine fra MGP, der har valgt at udgive sine versioner af en række store hits, som egentlig bare er meget dårligere versioner end de originale. HVORFOR?

Christer Sjøgren og svenske Vikingarna har lavet en fantastisk ny kompilation med helt nye fortolkninger af gamle rock n' roll-numre. NEJ, de har ikke! Det er bare de samme numre - dårligere!

Der må være en eller anden grund til, at de gør det. Der må sidde nogle pladeselskabsmennesker og have nogle statistikker, der viser, at man kan tjene lidt penge på det. Men det værste er næsten, at der er folk, der køber det.