Han har aldrig lyttet til rockmusik (men lidt jazz dengang rullekraven stadig stadig var fastmonteret på den unge litterat.) Han er ikke synderligt imponeret over "amatør-tv", som han kalder det og han har "vist aldrig boet på Paradise Hotel." Danmarks nye kulturminister er en finkulturel gammel nisse, men et friskt pust, et "jamen-så-tag-jer-dog-sammen"-udbrud, i en kunst- og isætr musikverden, der i alt for høj grad løber efter lette kalorier at fodre lytterne med, som de så til gengæld hurtigt kan kaste op igen.

Siden Per Stig Møller satte sig i kulturministerposten har dansk kulturliv været en stor lovprisning (og det her indlæg adskiller sig ikke væsentligt, som vi skal erfare om lidt.)
Per Stig Møller hyldes af kulturlivet, som en forstandig herre. Litterat, tidligere reaktør i DR, fra dengang Statsradiofonien og opbyggelgie og didaktisk opbyggede dannelsesudsendelser endnu stod højt på ønskelisten.

Selv kulturpolitiske modspillere, der hører til på den helt modsatte fløj af Per Stig, har ikke haft meget andet end ros til overs

Det er ikke fordi alt er fryd og gammen. Jeg tror ikke det bliver nemmere at være avantgardistisk nøgen-perfomance kunstner i Per Stig-æraen. manden viste jo også lidt rindalistisk kant (og en velvoksen humoritisk sans) da han affærdigede Piero Manzonis kunstværk, "Merde d'Artiste", som noget lortekunst.

Men især Brian Mikkelsens kulturministerperiode har været en stor omgang forbrugerisme: "Jeg kan godt lide sport. jeg kan godt ldie kultur," sagde den uheldige mand. Og det var hele tiden forbruget, der var i centrum af kulturpolitikken. Selvom kulturministrene ikke kan gøre for det sådan direkte, så er det altså oplagt at bruge X-Factor som et symbol på den der tandløse og evige leflen for laveste fællesnævner. Det er livsstil, kitch og koncepter, der sætter dagsordenen, ikke kunst.

Og her er Per Stig et friskt pust: der bliver behov for at råbe op, men oprøret mod den elitære kunstopfattelse bliver langt mere kvalificeret, end at forsøge at konkurerre med lefleriet.