“BANKOOO.” En mand i 30‘erne har fuld plade for tredje gang i aften. Og mens de stive skuldre løsnes op, og et smil får lov at brede sig på læberne, lyder en mumlen rundt i lokalet: “Er det nu ham igen?” De ældre kvinder rynker brynene og spidser læberne i et suk, “jeg var lige så tæt på.”

Det er mandag aften, og Munkebo håndboldforening har arrangeret banko i byens idrætscenter. Præcis som de har gjort det så mange gange før. På stort set alle pladser i salen ligger der inden starten kl. 19 et skilt med påskriften “reserveret”. Ikke fordi hver deltager har reserveret en plads, men “fordi de jo ved, at vi kommer”, som Birgit Thomsen, 65, siger. Det faste team består af godt og vel hundrede personer med en kønsfordeling på cirka 80/20 i kvindernes favør og med en aldersfordeling, der spreder sig fra et enkelt barn over kvinder og mænd i 30‘erne og 40‘erne til kvinder i deres bedste alder. 

Da arrangørerne opdager, at to nye ansigter er stødt til selskabet, går jagten på to tomme pladser i gang. “Vi har kun to tomme pladser her nede ved døren. Den ene plads plejer at være optaget, men hende, der normalt sidder der, er på ferie. Så I er heldige.” 

Således på plads og godt forsynet med bankoplader og kaffe er der bare tilbage at vente på, at spillet går i gang.

Bingo banko

I lokalet sidder deltagerne placeret omkring ti langborde, og alle sidder de omkranset af kaffe, bolsjer, karameller, bankoplader og alverdens lotterikuponer. Bankopladerne er klistret fast til bordene med tape, så de ligger, som de plejer: Cirka to centimeter fra bordkanten ligger de to første plader, som starter en lang række af plader ind mod midten af bordet. De fleste sidder med mellem seks og ti plader. 

Imens deltagerne får sat sig til rette, går en af arrangørerne rundt og forsøger at sælge ekstra lodder, “skal I ikke købe noget? Det går til et godt formål. Det går til håndboldforeningen.” En kvinde i 60‘erne bider på krogen: “Jeg skal lige have sådan en bingo banko der,” og hun får udleveret en stak af små grønne kuponer, som hun straks åbner. Bag en lille lap, som man skal åbne på forsiden af kuponen, gemmer sig et tal. Hvis dette tal også står på bagsiden af kuponen, har man vundet. Gevinsterne spænder vidt. Man kan for eksempel vinde en kop kaffe eller et mindre pengebeløb. “hmmm”, siger kvinden og ryster på hovedet, “der var ingenting.”

Et andet sted i lokalet sidder en mand sidst i 30‘erne. Han er klædt i en forvasket sort T-shirt og bærer en guldhalskæde om halsen, mens underarmene prydes af diverse tatoveringer. Han har ti bankoplader liggende foran sig og køber en “Husets banko”. Han vinder på den, hvis han som den første får krydset alle tre felter af. Krydset kan sættes, hvis tallet på kuponen svarer til bankotallet. Gevinsten er en halv flaske snaps.

Ellers sidder de fleste og sørger for, at alt er klar til start. Til højre de og de kuponer. Til venstre nogle andre kuponer. Over pladerne en stak brikker. Længst til højre en termokande eller en kop kaffe og en kuglepen. Snakken går livligt: “Nå, så er vi klar igen,” siger en kvinde i 40‘erne til en mand, der sidder over for hende.

Uret tikker langsomt mod start, og den konstante snak dør langsomt ud. Og så er klokken 19. Ikke et minut i eller et minut over. Klokken er 19:00.

Præmie: en hundredekroneseddel

“Hallo, hallo, kan I høre mig? Ja, det er synd for jer. Velkommen til bankospil.”

Den samme kvinde, som for lidt siden gik rundt og solgte lotterikuponer, sidder nu i midten af lokalet og taler ind i en mikrofon. “Til de nye: Først spiller vi én række, derefter to rækker og til sidst pladen fuld.” Hun råber tallene op. Tre sekunder går der mellem hvert opråb. Da hun trækker 90 op ad posen siger hun “halvfems”, Gamle Ole findes åbenbart ikke i Munkebo. 

Alles øjne er rettet mod pladerne og flakker ikke ét sekund. Men efter tolv numre sker der noget: Næverne bliver spændt, de første begynder at nærme sig en række, og der lyder en lav mumlen i rummet. “Nummer firs, nummer firs, jeg mangler bare nummer firs.” Birgit Thomsen, der har været fast gæst i bankohallen gennem femogfyrre år, sidder og hvisker og søger øjenkontakt med spillerne, der sidder omkring hende. En mand lader sit blik falde på Birgits plader og hvisker, “den skal nok komme.” 

Men det gør den ikke. “Bankooo, lyder det fra en kvinde bagerst i lokalet.” Birgit vrisser. Det samme gør de øvrige gæster. En mand i 30‘erne og iklædt en lyseblå T-shirt med skriften “Bankoklubben” går ned til kvinden, der råbte “bankooo”, og læser hendes tal op. I hånden har han en hundredekroneseddel, som han giver kvinden, da opråberen har bekræftet, at kvinden har vundet. 

De to nye spillere kigger på hinanden med rynkede øjenbryn. “Var det en hundredekroneseddel? Jeg troede, man spillede om kaffe og ribbensteg.” Men nej, i Munkebo spiller man om penge. Ikke fordi man ikke vil vinde en ribbensteg eller et pund kaffe, men fordi “det ikke er muligt at have en kummefryser stående i lokalet. Det bruges også som mødelokale, og så kan man jo ikke have sådan en fryser til at stå og summe i hjørnet,” siger Jytte Sejdelin, 59, som sidder på sin faste plads og har en tobaksæske med brikker stående foran sig. I æsken ligger et lille stykke rav. “Det er min lykkesten,” siger hun og fortsætter “jeg kan sige jer, den her æske har jeg brugt, siden mine børn var små.”

Spillet fortsætter. Én række. To rækker. Pladen fuld. Og næste spil kan begynde. 

En halv abekat

I ny og næ skærer en stemme igennem i salen, for eksempel lyder det under andet spil fra en kvindestemme: “Er det én række?”, og svaret kommer prompte fra en anden spiller: “nej, nej, nej.” Man skal ikke forstyrre under spillet. Et host besvares med himmelvendte øjne eller et højlydt suk. 

Når der bliver råbt “bankooo,” og pladen er fuld, har alle fjernet deres brikker fra pladerne, inden opråberen har bekræftet, at den pågældende spiller har vundet. Det skal gå stærkt. Om igen. Det må være min tur til at vinde næste gang. Og turen kommer snart til manden, der inden start købte sig en “Husets banko.” Efter sjette spil råber han pludselig “huraaa.” Og ingen, ud over de nye spillere, er i tvivl om, hvorfor han råber dette. Opråberen bekræfter tallene og siger: “Så er der lige en halv abekat til dig.” Manden får overrakt en halv flaske snaps. De andre spillere ærgrer sig.

Da tiende og sidste almindelige spil samt diverse ekstraspil er overstået, pakker gæsterne deres ting ned som om det foregår efter en bestemt fremgangsmåde. Som om de også her har deres faste rutiner. Først rives tapen af pladerne. Slikpapir og kuponer uden gevinst smides væk. Kaffekanden lægges i tasken. Der veksles et par ord med de øvrige gæster. Og så hjem.