Murene i Otterup Skytteforening er vissen blå eller gule – farverne får øjnene til at slappe af. Og slappe af er lige hvad de gør, da jeg ankommer til skydebanen en kold september aften.

I opholdslokalet indtager en mor kage og kaffe i et plastikkrus med hank. En anden læser Familie Journal, mens hendes barn ifører sig én af de blå lilla sikkerhedsjakker, der hænger som stive robotskikkelser på væggen.  Væbnet med et Otterup luftgevær bevæger han sig mod den udendørs 50-meter bane. Der er klubmesterskab i aften.

Jeg følger efter. Griber i lommen efter papir og pen, men som jeg er på vej til skydebanen, bliver jeg stoppet af Erland Jacobsen, formand for skytteforeningen.

”Hvem er du?”, spørger han. Hans ene hånd rækker ud efter mig, mens den anden fastholder grebet om det uåbnede Gør Det Selv magasin. 

”Anders Jepsen, den journalist studerende der ringede tidligere på dagen”. Erland virker meget mistroisk, og nu vil han se ID. Jeg går med til skranken, hvor en anden ældre herre sælger patroner og pose slik.

Jeg giver Erland mit studiekort.  ”Sikkerhed”, nikker han. Jeg forstår.

Ved skranken kan man også købe 20 skud for 20 kroner. Jeg griber igen i lommen, men inden jeg når videre, får jeg øje på Niels.

Niels er 77 og er på vej til våbendepotet for at hente en salonriffel. Jeg ved, at der indtil 1995 lå en geværfabrik, en verdens kendt geværfabrik, i Otterup, og jeg forestiller mig Niels som ansat.

Niels står og fifler med et Otterup gevær, som den gamle geværfabrik producerede.

”Jeg lavede geværløbene og samlede riflerne. Jeg har samlet 20.000 geværer i mit liv”. Mon ikke ét af de ti Otterup geværer som foreningen ejer er støbt i hans hænder.

Niels placerer geværets ende på gulvet, mens hånden holder fast om løbet.

Niels skyder stadig 195 ud af 200 mulige point.

Deroute

Jeg er fast besluttet på at komme tilbage og følge udviklingen i klubmesterskabet. Jeg forlader Niels, men når ikke mange meter, før Erland igen er over mig. Han vil vise mig rundt.

I løbet af den næste time bliver jeg meget klog på våben.

Man kan skyde luftgevær, salonriffel, luftpistol eller pistol. Pistolerne de bruger, en kaliber 22,  kan skyde to kilometer, før den begynder at miste fart. Den er dødbringende. Alle i foreningen er sikkerhedsgodkendt af politiet og har våbentilladelse.

De skyder på afstande af 30 meter, 50 meter eller 200 meter. Skyder indendørs og udendørs – og nogle gange i terræn. Sommer og vinter.

Unge og gamle skyder. Raske og handicappede. En havde nær mistet synet i weekenden, men han skyder videre, og rammer som han plejer.

Da jeg endelige kommer tilbage til opholdslokalet er klubmesterskabet forbi. Præmieceremonien skal til at begynde. 

Afgørelsen

3 pokaler skal uddeles denne aften – og kun 8 mennesker sidder i det gule opholdslokale.

Der er klubmestre i tre kategorier. Junior, senior og veteran.

En kortklippet mand stiller sig ved skranken, og kigger ud over de 8 borde.  Han løfter den største sølvfarvede pokal op – den får klubmesteren i junior klassen.

”Nicolai Hansen”

Nicolai tøffer op til skranken. Han får lov at tage en pose slik og et stykke chokolade. Andenpladsen bliver Nicolai Rasmussen – han må enten tage en pose slik eller et stykke chokolade.

Vi klapper alle sammen, mens den kortklippede annoncerer senior som næste kategori.

Henrik Poulsen vinder, og selvom Henrik er 19 år, skal han ikke snydes for den obligatoriske pose slik og mælkechokolade.

Veteranernes tur. Som jeg kigger ud i lokalet, ser jeg tre kandidater. Niels, en mand med et meget rødt øje og en 87-årig. Jeg får forklaret af Erland, at den 87-årige har vundet hvert år siden 1993. Jeg tænker; det er 32 poser slik og mælkechokolader.

Den kortklippede, som selv er tidligere DM-mester, fastholder spændingen. Bliver det den gamle våbenfabrikant, den syns forstyrrede eller alderspræsidenten?

”Niels!”,  ”Kom herop og få din chokolade”

Pokalen har skiftet ejermand, for første gang i 16 år.