Folkene på Lærkevej har et meget fasttømmeret naboskab, og for bare nogle få år tilbage var det ikke ualmindeligt, at man havde en nøgle til hinandens hus. Alle på Lærkevej giver udtryk for stor tilfredshed omkring deres lille fredelige vej, og nyder at man kommer hinanden ved. Der hersker ”alle- kender- alle-” princippet og man stoler på hinanden. Men det er ikke altid der er roligt på den lille parcelhusvej. Når der skal holdes fest for vejens beboere, så er der fest! Alle bliver altid inviteret til hinandens runde fødselsdage eller andre store begivenheder, og svinger gerne de gamle hofter i en dans, efterfulgt af en god dram til at slukke tørsten.

Hans Jensen i nr. 13 husker særligt antennefesterne på vejen som en dejlig begivenhed, hvor der altid var rigeligt til maven og halsen.

- Ras og jeg skulle altid danse sammen til festerne, fortæller Hans og fortsætter:

- Én dans måtte vi få lov til! Men nogle gange blev der bevilliget to danse af Mor- Karen, Ras’ kone, smiler Hans.

Hans’ lidt yngre kone kommer ind i køkkenet, og slutter sig til samtalen omkring deres Lærkevej.

- Der sker ikke noget særligt på Lærkevej. I dør jo bare! Siger hun køligt efterfulgt af latter.

Hendes udtalelse leder Hans’ anekdoter om Lærkevej ind på en tidligere beboer, nemlig, Dinna. Hun er desværre gået bort ligesom Hans’ festglade nabo, Ras.

- Dinna har altid været meget sportslig, og jeg så hende engang løbe 100 meter løb ned ad Lærkevej kun iført undertøj. Hun blev var vist lidt senil og blev senere hen meget dement, fortæller Hans.

Til de berygtede antennefester mange år tilbage mindes Hans Ras’ bramfrie måde at være på, og en episode hvor Ras gik lidt for meget til gammeljomfru Dinna. Ras vidste lige præcis hvad Dinna trængte til, underforstået lidt mand, hvorefter Dinna blev så forfærdet i sit gamle sind, at hun beordrede nabo Hans til at blive til antennefestens afslutning, og til Ras var gået hjem. Hans måtte sidde og ”holde øje” med Ras til det blev daggry, hvor Ras til sidst ikke gad feste mere og gik hjem. Hans havde gjort sin pligt og blev beordret hjem af Dinna. Nu var der jo ingen grund til han sad dér mere og hang!

Det var ikke ualmindeligt at Lærkevejbeboernes antennefester varede til den lyse morgen, for ikke at sige to dage i træk. De gamle på vejen hyggede sig med hinanden, og varede festen til dag to, ja så blev der købt ind af grillkyllinger ”en masse,” og så var aftensmaden reddet.

Karen Christensen fra nr. 16, kone til nu afdøde Ras, tænker med fornøjelse tilbage på de lidt vilde antennefester og bare festerne generelt på Lærkevej. Når en fest nåede sin afslutning, hvis sådan en fandtes, delte beboerne gerne en taxa ind til Odense by, for at feste videre til næste morgen. Karen husker specielt en episode, hvor hende og Inger inde fra nr. 18 fandt på at gå en mosetur klokken fire om morgenen.

- Det var vist efter en konfirmationsfest, hvor Inger og jeg fandt på at vi ville ned og høre fuglene stå op. Vi vadede af sted i vores lange selskabskjoler. Ej, men vi var så tossede, griner Karen.

Der har været mange gode og spøjse stunder beboerne imellem på vejen med det berømte navn. Tanken om en Lærkevej uden de skøre gamle hoveder bliver indenfor den nærmeste fremtid nok snart en realitet, lyder vurderingen fra Karen.

- Vi er jo kernen og vi er da ved at uddø, griner Karen

Trods gamle hofter og knirkende led, er beboerne altid klar på en gedigen fest i gode naboers lag. Tolerancetærsklen hos folkene på Lærkevej er enorm høj, hvilket har været med til at skabe det gode sammenhold naboerne imellem. Så godt at nr. 11’s hund Rex er blevet hele Lærkevejs kæledække. Ingen kunne nogensinde drømme om at forgifte eller på anden måde gøre ham eller andre fortræd, til forskel for de karikerede beboerne på TV2’s Lærkevej.