I dag er det ikke de unges ballade med vold og hærværk som præger bybilledet i Langeskov. Langeskovs stolthed, Centret, har omsider fået fred fra de unges uroligheder og graffiti. Byens borgere, især de ældre, kan i dag færdes trygt i byen og omkring centret uden at falde over tomme ølflasker, og være bange for, om deres bil måske er blevet raseret af de unge fra Langeskov. Langeskov er i dag fri for bandekriminaliteten, som havde sin storhedstid for to til tre år siden.
Tidligere landbetjent, Vagn Madsen, mener at Langeskov efter en lidt turbulent tid nu er inde i en stille periode.
- Som jeg ser det er der ikke de helt store problemer i øjeblikket. Der er ikke en udbredt utryghed hos den almindelige borger at spore, mener den pensionerede landbetjent.
Da stridighederne mellem etniske danskere og udlændingene var på sit højeste i Langeskov, gik volden dog aldrig udover de almindelige borgere. Volden fandt sted indenfor grupperingernes egne rækker og blev for borgerne aldrig et problem, vurderer Vagn Madsen.
Inge Rasmussen, 71, som har været bosiddende i Langeskov siden 1963, har godt lagt mærke til hvorledes kriminaliteten blandt de unge har bølget op og ned.
- Jeg har godt lagt mærke til de unges problematiske opførsel her for to til tre år siden, men det var aldrig noget som generede mig personligt, fastslår Inge.
Inge Rasmussen er ikke nervøs for at bandekriminaliteten skal blusse op igen. Hun er ikke bange for at komme til at føle sig chikaneret af de unge mennesker og deres ballade.
- Jeg kommer jo nok heller ikke de samme steder som de unge eller på samme tidspunkter, konkluderer Inge.
Men helt fri for kriminalitet er Langeskov dog ikke. De kriminelle i Langeskov har blot skiftet løbebane.
Den tidligere landbetjent Vagn Madsen vurderer, at balladen i dag er af mere berigelseskriminel karakter. Fyns Stiftstidende berettiger om flere indbrud i Langeskov i denne uge, men disse lovovertrædelser får dog ikke borgerne i Langeskov til at føle sig utrygge.