- Borgerne behøver ikke være urolige
– strækningen gennem Ørbæk skal nok blive betjent! Udtalelsen kommer fra Jens Kimer, der
er kontaktperson for Nyborg Kommunes busruter.
Forsikringen om fortsat busdrift i Ørbæk kommer på baggrund af, at
Region Syddanmark fra august 2010 har beskåret trafikplanerne, så
blandt andet busruten Odense-Ørbæk-Svendborg bliver sløjfet, og af
den usikkerhed omkring rutens overlevelse, der er fulgt i kølvandet.
Søren Junker, der er leder af Fynbus
Planafdeling, har spurgt de berørte kommuner, om det kunne være
noget for dem at finde en ordning, så busruterne kan fortsætte.
Det er de alle positivt stemt overfor,
og netop i dag har repræsentanter fra Nyborg-, Svendborg-, Odense-
og Faaborg-Midtfyn Kommune haft et møde med Fynbus for at snakke
mulighederne for rute 161-163 igennem. Bus 161-163 kører igennem
alle fire kommuner.
Jens Kimer fra Nyborg Kommune er meget
positiv efter mødet:
-Jeg regner med at busruterne kommer
til at fortsætte, men nok ikke med uændret drift. Det kommer på
prisen. For øjeblikket er der 20 minutters drift til Odense og
timedrift til Svendborg. Her er det nok timedriften, der kommer til
at fortsætte, mener Jens Kimer.
Der er sat en pulje penge af på
budgetforliget specielt til busdriften i Nyborg Kommune. Næste
fredag mødes kommunerne og Fynbus endnu engang og ser på, hvor
meget vil koste, at opretholde driften på det nuværende niveau,
altså med 20-minutters driften.
Region Syddanmark vil for eftertiden
kun financierer kørsel på de større regionale ruter, hvilket i
praksis betyder, at flere af de ruter, der går ud til de fynske
småbyer, er endt med at blive taget af budgettet. Prioriteringen af de større busruter
på bekostning af de mindre er, ifølge Ebbe Jensen fra Region
Syddanmark, ikke resultat af besparelser på den offentlige
transport, men en konsekvens af større behov for direkte og hurtig
trafik mellem de større byer og et fald i passagertallet på de
mindre.
Det er nu op til de enkelte kommuner,
om - og i så fald hvordan - de vil bevare ruterne til og fra de
mindre byer og ydre områder på Fyn.