Vagn Madsen, 63, har siden 1- 1- 1986 til den. 31- 10- 2008 været Langeskovs lokale betjent. Alle i Langeskov kendte Vagn og hans funktion. Ikke mindst de unge, som gennem SSP’s arbejde kom i kontakt med ham. Langeskov var den første kommune som arbejdede med SSP udvalget, ikke mindst på initiativ fra Vagn.

- Det var ikke svært at overbevise kommunalbestyrelsen om, at der skulle sættes ind med SSP arbejdet, da Langeskovs nye borgmester på daværende tidspunkt var min forgænger, smiler Vagn.

Vagn har således været med lige fra SSP’s begyndelse i Langeskov, og dedikerede megen af sin tid til dette projekt. SSP- arbejdet tog ¼ af hans daglige arbejdstid, da der var en masse tilrettelæggelse forbundet med det. Ganske vist står der også i Rigspolitichefens retningslinjer, at man skal bruge megen tid på dette, men det var samtidig også en personlig interesse for Vagn.

- Jeg har altid været lidt forelsket i Politimester Lars Rand Jensens metoder omkring SSP arbejdet. Jeg kan rigtig godt lide den måde han bygger ideerne op på, forklarer Vagn.

Daværende SSP- medarbejder, Henrik Madsen, en skolelærer og Vagn selv udarbejdede en arbejdsplan for SSP- projektet i Langeskov og kørte dette i rigtig mange år. De tog blandt andet ud i forskellige skoleklasser og fortalte om de forkerte løbebaner man som ung kunne ramle ind i, og om hvilke konsekvenser den kriminelle løbebane kunne få for de unge. Derudover var Vagn også med til diverse forældremøder. Vagn troede selv på projektet og mente også at skabe gode tillidsbånd til de unge gennem SSP- arbejdet. Han blev ved med projektet lige indtil kommunesammenlægningen i 2007. SSP- arbejdet blev derefter pålagt Kerteminde kommune og faldt desværre fra hinanden, ifølge Vagn.

- Jeg ved ikke om de får det op at stå igen i Kerteminde kommune, men det vil jeg da håbe de gør. Jeg ved da at skolerne savner den umiddelbare kontakt, fortæller Vagn.

Det vides dog ikke om SSP- arbejdet med de unge har haft en effektiv virkning, da det er svært at måle effektiviteten for den slags forebyggende arbejde. Vagn vurderer dog at besøgene i skoleklasserne nok har været med til at sætte en barriere op overfor kriminaliteten hos nogle elever, og at dét i sig selv er et skridt i den rigtige retning.

Som lokalbetjent i et landdistrikt som Langeskov, vidste Vagn som oftest hvilke ballademagere han skulle holde øje med. Sædvanligvis var det unge, som i deres opvækst var blevet marginaliseret og derfor røg ud i lidt småkriminalitet. En kedelig tendens som desværre havde det med at brede om sig og gå fra værende forseelser til lovbrud af grov karakter. I sit erhverv som Langeskovs personlige ordensholder, kom Vagn ganske tæt på de lidt vanskelige unge mennesker, og var nærmest med til at opdrage på dem. Vagn mente selv at han derigennem fik opbygget et fornuftigt forhold til de mest udsatte unge, men det skulle senere hen vise sig, at Vagn tog gruelig fejl.

En sen mandag aften i 1999 blev Vagn ringet op af en skolelærer, som havde observeret en af disse svigtede unge gå amok hjemme på sin bopæl.

- Hvad gør man når Allan er hjemme ved sin mor og er i gang med at ødelægge hele lejligheden, og børnene er flygtet ud af døre og vinduer og ned ad nedløbsrør?, lød det fra læreren.

Vagn havde umiddelbart ikke et konkret svar på dette, men mente han sagtens ville kunne snakke Allan til ro, grundet deres fornuftige tillidsbånd. Vagn valgte derfor at køre ud til Allans bopæl for at få styr på situationen. Et forfærdeligt syn mødte Vagn. Alt interiøret i lejligheden var kastet rundt og meget af det smadret. Allan, som var en stor og bred fyr, var meget ophidset og havde ikke i sinde at falde ned. Det lykkedes ikke Vagn at tale Allan til fornuft. Tværtimod kom det til håndgemæng mellem de to mænd, hvilket førte til at Allan brækkede Vagns lårben. Vagn kunne derefter intet stille op. Allan fortsatte aggressivt med at hoppe og tæske løs på Vagn, som ikke havde skyggen af en chance for at forsvare sig. Til Vagns held kom en patrulje ham til undsætning. Betjentene fra patruljevognen fik revet Allan væk fra Vagn, som mildest talt var sparket halvt ihjel. Allan blev pacificeret og kørt væk af patruljevognen.

- Jeg stolede jo på Allan. Jeg har selv nærmest stået for størstedelen af opdragelsen af ham, så jeg stolede på ham. Men det kunne jeg så ikke, konkluderer Vagn,

Efter den voldsomme hændelse måtte Vagn hasteopereres. Vagn mærkede på egen krop hvad det vil sige at stå til regnskab for egen dumhed. Han havde fået sig en gevaldig lærestreg. Man skal aldrig køre alene betjent ud når anmeldelsen lyder på husspektakler. Med sine mange års erfaring indenfor politiet, vidste han inderst inde godt, at det var uklogt at tage derud alene. I et øjebliks svaghed lod han sit personlige forhold og vurdering af Allan vinde over fornuften. En klar fejlvurdering fra Vagns side, som han udmærket er klar over.

- Det var simpelthen for dumt, slutter Vagn.

Mens Vagn lå på hospitalet havde han på ingen måde lyst til at vende tilbage til posten som ene landbetjent i Langeskov. Vagn blev udskrevet og kom hjem til privaten, hvor han blev mødt med en masse positive tilkendegivelser fra borgerne omkring sin indsats som betjent. Vagn følte en vis pligtskyld overfor Langeskovs befolkning, og fortsatte derfor ufortrødent sit arbejde i endnu ni år.

Efter godt og vel 23 år som Langeskovs landbetjent og i alt 37 år i politiets tjeneste, valgte Vagn at træde ud af rollen som hele Langeskovs lokale politimand for blot at være Vagn Madsen, beboer i Langeskov. Vagn og hustru overvejede kort helt at flytte ud af Langeskov og leve pensionistlivet i en anden lille by, hvor Vagn ikke ville blive genkendt som den tidligere landbetjent. Indskydelsen blev dog kun kort, da Vagns kone havde et fint job i Langeskov Centret. Tanken om en eventuel flytning blev annulleret, og Vagn og hustru bor nu i et nyt byggeri i Elmehaven. Beboerne i Langeskov er godt klar over at Vagn er gået på pension, men når han bevæger sig rundt i Centret, kommer der stadig folk hen og prikker ham på skulderen og siger goddag. Har man som Vagn været en fremtrædende person i et landdistrikt som Langeskov, bliver man hurtigt genkendt og får en lille bemærkning med på vejen.