I Kerteminde fejrer de i år sejren over svenskerne i den berømte svenskerkrig for 350 år siden. Svenskerne blev dengang bombet tilbage til deres tabende Kong Gustav 10. Et af de blodige slag blev kæmpet i Kerteminde. Netop sejren til danskerne i Kerteminde var afgørende for, at det i dag hos pølsemanden hedder ”En ristet med det hele” i stedet for ”En korv med det gula.”

Svenskerne har for længst forladt Kerteminde, og i dag er det mest tyskere og hollændere, der hamrer parasollen i den fine sandstrand. Luksussommerhusene står nymalet og lokker euroerne op af lommerne på turisterne, mens dyre restauranter sørger for at få fingrene i den sidste lommeuld. Kerteminde er en velsmurt turistmaskine, der specielt om sommeren udfordrer med en æstetik, eksklusivitet og præcision, der ville få en schweizisk urmager til at bukke dybt af beundring.

Nu er turistsæsonen slut, og gæsterne har efterladt en halvtom forstad til Odense. De små fiskerhuse i alverdens farver og de mange gallerier med udstillinger af lokale kunstnere er her stadig, men gaderne kan passeres – både til bens og i bil – med mere end rigelig sikkerhedsafstand til nærmeste menneske.  Ved pølsevognen er der dog stadig mennesker, rigtige mennesker – Kertemindeborgere, og det er her byens nyheder bliver luftet og diskuteret, og det er også her, at svenskerne i anledning af 350 året for deres smertelige nederlag har fået et comeback. Denne gang med hjælp fra pølsedamen Pia og hendes svenske hotdog.

Kender næsten alle

Pølsevognen i Kerteminde adskiller sig ikke væsentligt fra andre pølsevogne i det danske kongerige. Siderne af vognen, der effektivt skærmer af for efterårets kæberyster af en storm, er tapetseret med Steff Houlberg menuer; bøfsandwich, fransk hotdog, ristet med brød, er kun nogle få af de skilte, der pryder etablissementet og får mundvandet til nå nye højder.

 Lyden af bøffer der syder på stegepladen blander sig med småsnakken blandt gæsterne, mens det store udvalg af pølser på en anden stegeplade lydløst får farve og lader sig revne. Den krydrede, maskuline duft i madosen hænger tungt og fedtet i hele vognen, og den klister sig fast til tøjet, som cigaretrøg i en gammel rygerkupe fra DSB’s storhedstid.

Bag disken, som nærmest praler med en hel række af forskellige dressinger, står 43-årige Pia Hansen. Hun bukker sig langt ned, når hun taler, ellers kan hun ikke få øjenkontakt med gæsterne. Tøjet hænger løst på hende, og hendes spinkle krop bærer ikke præg af konsum af alt for mange ”gulvpølser” eller ”til-overs-pølser.” Pias hår har samme brune farve som en uristet grillpølse, og hendes ansigt har ikke fået tilsat kunstige farvestoffer i form af makeup. Smykker hører sig heller ikke hjemme på Pia.

Gæsterne bladrer langsomt i dagens aviser, mens dagens nyheder bliver diskuteret, I midten af pølsevognen – umiddelbart foran Pia Hansen – står Jan Tandlæge. Pølsedamen og tandlægen, som ikke har besværet sig med at tage sin tandlægemaske af, snakker om tandlægens nabo, som har et træ, der til Jans store utilfredshed vælter ind over tandlægens hæk.

-Ja, nu skal vi sgu have besøg af nogle fredsmæglere, fnyser tandlægen hånligt, og sætter derefter gummerne i en ventende cowboytoast.

Lidt efter dukker Gerda op, og Gerda og pølsedamen fortsætter en snak, der åbenbart startede dagen før og nu skal finde sin afslutning. Snakken mellem Gerda og pølsedamen er kort men præcis: Gerdas hund har det godt, men dyrlægeregningen var lige i overkanten.  

-Sådanne historie er dagligdagen for mig fortæller Pia, da der for en kort stund er roligt. Jeg kender næsten alle mennesker i byen. Du skal jo huske på, at jeg er født her – det hjælper også.

Ingen vil have den svenske hotdog

Noget af det første man ser, når man slæber sine fødder ind i Pias pølsevogn er skiltet, hvor der står ”24 kr. for en svensk hotdog med rejesalat og kartoffelmos.” Pia forklarer stolt, at det er et tiltag, pølsevognen har lavet sammen med Kerteminde Turistbureau i anledning af slaget mod svenskerne for 350 år siden. Selvom ingen af dagens kunder har bestilt den svenske hotdog, forsikrer Pia, at den rent faktisk sælger ret godt. For at bevise hotdoggens popularitet begynder hun at dele smagsprøver ud til de trofaste kunder, der dog svigter deres madmor. Tandlæge Jan ryster bare vantro på hovedet, da han ser hotdoggen. Gerda er derimod mere direkte.

-Arh, fy for fanden – det er noget med rejesalat, udbryder Gerda, der tydeligvis ikke har hørt efter, da menuen blev præsenteret.

Pia finder dog en aftager i arbejdsmanden Christian ”Gokke” Mathisen, der netop er kommet slæbende med en tom kasse øl.

-Det smager forbavsende godt, smasker han og kigger anerkendende på Pia. Bagefter forklarer Pia ”Gokke” om slaget ved Kerteminde mod svenskerne, og ”Gokke” forlader kort efter pølsevognen med ølkassen hævet i en slags knytnæve, mens han næsten råber de for Danmark så forsikrende ord:

-Vi bomber dem bare tilbage igen, hvis de prøver på noget.

Sladderen får frit løb

Efter godt en times tid i pølsevognen virker det som om, at frokostpausen for de erhvervsdrivende i Kerteminde er slut. Jan Tandlæge er igen i gang med boret, mens ”Gokke” hamrer søm i et stykke træ. Pia har dog ikke tid til at nyde pausen, da løg og andre gøremål ikke klarer sig selv, som hun siger, og snakketøjet bliver heller ikke sparet.

-Har du i øvrigt hørt den om ”Lars Fisker? Han var nu en ærlig tyveknægt. Han brød kun ind i sommerhusene, hvis han var sulten, eller hvis damen havde smidt ham ud, men sådan er det jo ikke med forbryderne nu til dags, fortæller hun i et rasende tempo. Historien er underholdende og spændende, men resten af den kan kun høres i de rette omgivelser – Pias Pølsevogn i Kerteminde.