30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD D > Uenighed om omfang af racisme i Langeskov
Uenighed om omfang af racisme i Langeskov
Integrationsprojektet LINK og flygtningefamilier i Langeskov fortæller at der er racistisk chikane i byen. Kommunen og politiet mener, at det er en opblæst sag.

Generelt er folk i Langeskov flinke, men der er nogle få unge mænd, der er racister. Sådan lyder det fra en flygtningefamillie i Langeskov. En somalisk kvinde fortæller, at hun også har været udsat for chikane. For eksempel er hun blevet skubbet omkuld i bussen flere gange, ligesom hendes tørklæde er blevet revet af.

Integrationsprojektet LINK (Lettelse af Integration af Nydanskere i Kertemindeområdet), udsendte en pressemeddelelse forud for deres såkaldte ”Mød os”-arrangement i Langeskov Butiskcenter. Arrangementet havde til formål at styrke dialogen mellem danskere og nydanskere, og for at de fik mulighed for at møde hinanden. I pressemeddelselsen fremgår det, at anledningen til mødet er ”triste episoder med chikane af flygtninge”. Formanden for LINK Geneviève Desportes fortæller også at flere familier fra Langeskov har henvendt sig til dem, fordi de følte sig isolerede.

Men ifølge såvel den lokale betjent i Munkebo John Yde er det en opblæst problematik. Han mener slet ikke der er noget i den.

  - Der var for fire-fem år siden store problemer, men efter vi afholdt et stort fakkeltog i byen, har der stort set ikke været noget, siger han. Han fortæller at der har været en enkelt voldssag i foråret, hvor den ene involverede var dansker med anden etnisk baggrund, mens den anden var dansk. Men han afviser at det var racistisk motiveret.

  - Det var bare et 'børneslagssmål'. Blot fordi de ikke har den samme hudfarve, behøver det jo ikke at være racistisk, siger John Yde.

Sisi Eibye, der er direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Kerteminde Kommune, har samme opfattelse.

  - For fem år siden havde vi nogle problemer med de ting, men i dag er der ikke noget. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at der kan have været noget. Men vi har sagt til flygtningefamillierne, at hvis de bliver udsat for noget, skal de kontakte os. Men der har ikke været noget på mit bord.

Flere flygtningefamilier er flyttet væk fra Langeskov, men Sisi Eibye afviser at det nødvendigvis skulle have noget med chikane at gøre. Mange flytter for eksempel hvis en i familien får nyt job.


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: