Det ligger
næsten i reglen, at man - med alderen - tillægger sig en stigende mistillid til
stort set alt; så er det de langhårede, de sorte, de hvide, købmanden… Der er
ikke det, der ikke volder problemer. Efter samtaler med Langeskovs beboere,
alle med fødsel af ældre dato, fulgte et hav af områder, der skulle forandres,
fyldes, fjernes… Vi satte de ansvarlige i stævne, forneden finder du et udpluk:
Ud for Annonceredaktionen på Jernbanegade
holder altid en bil som spærrer for udkørsel
Landbetjent, John Yde-Madsen: ”Jeg vil først ringe til
ejeren af bilen, og så eventuelt køre forbi og bede dem om at flytte den.”
Bakkevej er hullet, og holder slet ikke
samme niveau som resten af vejene i Langeskov.
Hans Villekjær, vejingeniør i Kerteminde
Kommune: ”Hvis vi får en opringning , kører vi ud og lapper hullerne – ellers har
vi gang i et stort vedligeholdelsesprojekt, hvor vi giver vejene skadespoint.
Jeg vil altid opfordre beboerne til at tage kontakt, vi kan jo ikke køre rundt
og tjekke 800 km veje alene.”
Hækken mellem Bakkevej og Bakkelunden er
over de lovmæssige 180 cm, desuden kan man ikke se skiltet - og så er der
dårlig udsigt mod venstre når man kører ud fra Bakkelunden
”I sådan en sag tager vi ud og ser på
hækken, og forhører os hos egeren af grundet, og i yderste konsekvens,
rekvirerer vi kommunen til at skære hækken ned.”
De unge bruger den gamle møbelfabrik på
hjørnet af Smedevej til at fulde sig i – og det larmer!
Landbetjenten: ”Det er en længerevarende
sag, som vi kigger på hen ad vejen, vi kunne for eksempel finde på at køre
forbi en fredag aften, for at se, hvor slemt det står til”
Alt for mange bolde lander i vores haver
Ved at
kontakte Forsvaret Materieltjeneste, prøvede vi at få besvaret spørgsmålet om,
hvad et missilskjold omkring en have ville koste, desværre ville Forsvaret ikke
ud med beløbet – i stedet opfordrede de til installering af net.