Nyborg: Tirsdag middag opdagede besætningen ombord på stenfiskeren Aase Madsen i Nyborg Havn en kraftig, hvid røgudvikling i maskinrummet. Der blev straks slået alarm, og ikke længe efter rungede brandvæsnets sirener mellem bygningerne i Nyborgs gader.
Alarmopkaldet indløb omkring klokken 12:30 tirsdag. Falck stillede snart efter på Midtermolen med tre brandslukningskøretøjer og 8 brandfolk under ledelse af indsatsleder Poul Laursen, som fortæller, at folkene ombord på Aase Madsen handlede korrekt i situationen, idet de spærrede maskinrummet og slukkede ventilationsanlægget så snart, de opdagede røgen.
Eftersom en ulmende ild kan bryde i brand, hvis den tilføres ilt, skal brandvæsnet godkende ventilation af lukkede rum, hvor der er formodning om brand. Da Falck nåede frem til skibet, blev der derfor sendt to røgdykkere under dæk for at undersøge, hvorvidt der var ild i maskinen.
Først gik mistanken på brand i skibets vaskemaskine, men da brandfolkene fra Falck i Nyborg ikke fandt spor efter brand i maskinrummet, er årsagen til røgudviklingen endnu ukendt.
- Da vi havde lukket røgen ud, lugtede der mistænkeligt af ammoniak, fortæller Beredskabschef og indsatsleder på stedet Poul Laursen.
Men de mange brandfolk og skibets besætning fandt ingen ammoniak på stenfiskeren, hvorfor de står uforstående overfor dagens dramatiske episode.
Poul Laursen fortæller, at hvid røg typisk kan skyldes problemer i oliefyr. Besætningen er derfor blevet opfordret til at få fyret tilset af en VVS’er.
Klokken 13:27 da brandvæsnet forlod stedet, var røgens årsag stadig ukendt. Maskinrummet var blevet ventileret og gennemgået for ammoniakholdige produkter, elektriske kortslutninger og andre mulige forklaringer på den pludselige røgudvikling.
Den videre observation af maskinrummet er overladt til den ombordværende besætning, da brandvæsnet vurderede, at de ikke kunne gøre mere.
Der var ingen, der kom til skade ved dagens hændelse, men maskinrummet på Aase Madsen er blevet tilsodet og skal males om.
- Vi har lige malet hele maskinrummet, fortæller kok og dæksmand David Kirk, der ved udsigten til at skulle gentage arbejdet blot trækker på smilebåndet.