Skal, skal ikke? Langeskov station har været lukket i årtier, men en
åbning for en genåbning har vist sig, og nu kæmper lokalbefolkningen for en
station og dermed styrkelse af lokalområdet, samlet set ikke nogen god idé,
siger ekspert.
Langeskov station - da den stadig var i brug
Fotograf: www.tog-billeder.dk
Langeskov station blev nedlagt i 1974
Der kører seks tog igennem Langeskov hver time
SF samlede i forrige weekend 1257 underskrifter for en genåbning af Langeskov station
Lokale har på eget initiativ indsamlet minimum 350 underskrifter
SF har d. 9 Oktober en aftale med Lars Barfoed om en overlevering af underskrifterne
Trafikstyrelsen vurderer, at der vil være 532 daglige på- og afstigninger
En ny station vil give pendlere mellem Sjælland og Jylland længere rejsetid
En genåbning kan tidligst blive aktuel i 2011
Der har ikke siden 1974 været en station i Langeskov, men 6 gange i
timen kører et tog igennem Langeskov, og hvorfor skulle et af dem ikke stoppe?
For at få passagerer i togene, vil regeringen gerne have flere togstop, og her
synes Langeskov at være et godt bud.
I den forbindelse har trafikstyrelsen netop udgivet en rapport, som
undersøger potentialet for nye togstop i Danmark. Langeskov blev her placeret
på en pæn 5. plads, og trafikordførere fra såvel venstre som SF, talte i
særdeles positive gloser for en genåbning.
Togstation styrkelse af Østfyn
En genåbning ville være en ”kolossal styrkelse af lokalområdet og
Kerteminde kommune,” siger Poul Erik Grønfelt, lokalpatriot, og én af
Langeskovs bannerførere i kampen for et trinbræt i Langeskov. Han henviser til
en overfyldt motorvej med stigende antal biler, og køer og forsinkelser til
følge.
Poul Erik Grønfelt vurderer, at en genåbning af stationen ville være en stor gevinst for hele sammenholdet og livet i kommunen, hvortil
byrådsmedlem, Anne Vilhelmsen, SF, supplerer ”egentlig nede fra det sydfynske
og så op til hovedåren mellem Nyborg og Langeskov, har vi brug for aflastning,
så det drejer sig ikke kun om Langeskov og Kerteminde, det ville faktisk være
til stor gavn for det område,” og ” der kommer alt for meget trafik ind til
Odense, for så at komme ud af Odense igen.”
SF på kræmmermarked
Især SF i Kerteminde har været fremme i skoene, og gjorde sig på det
netop overståede Langeskov kræmmermarked bemærket ved en underskriftindsamling,
hvor hele 1257 personer gav udtryk for det fælles ønske.
Siden har borgere fra Langeskov på eget initiativ samlet minimum 360
øvrige underskrifter ind, og en aftale er nu på plads om en overlevering af
underskrifterne, d. 9. Oktober, til transportminister, Lars Barfoed.
Forlænget rejsetid til pendlere
Driftschef for Trafikstyrelsen, Martin Munk Hansen, ser imidlertid på
sagen med lidt andre øjne: ”de øvrige passagerer i toget, som skal videre til
måske Sjælland eller Jylland, får forlænget rejsetid. Så samlet set er det ikke
nogen god ide,” siger han til P4 Fyn.
Ny station til relativt få
penge
Trafikstyrelsens rapport vurderer, at en eventuel station i Langeskov
ville have cirka 530 daglige på- og afstigninger, og den samlede pris for en ny
station ville løbe op i 50 millioner kroner, men ”når man snakker
trafikinvesteringer, så er det relativt få penge,” udtaler MF og SFér, Pia Olsen
Dyhr til P4.
En genåbning af Langeskov station kan tidligst blive aktuel i 2011,
men ved en kontinuerlig underskriftsindsamling og et fortsat pres på
regeringen, tvinges politikerne til at være opmærksomme på den østfynske
landsby.