30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD D > Formand sender bolden videre
Formand sender bolden videre
Der bliver sagt farvel for anden gang, og bolden sendes videre, når formanden for Ørbæks Borgerforening går af sin post til november. Hans afløser er endnu ikke fundet.

Per Høegh  Fotograf: Pernille Marie Louise Ulriksen

Der bliver mere tid til fast job og familie, når Per Høegh for anden gang træder af sin post som formand for Borgerforeningen i Ørbæk. Han lukkede døren til Borgerforeningen første gang for over 25 år siden, og gør det igen d. 19. november i år.

Ørbæks midtpunkt
Per Høegh har, med sin rolle som Borgerforeningens formand, været Ørbæks midtpunkt i mere end én forstand. Mange opgaver har været lagt i hans hænder, og ikke mindst det aktuelle projekt om en multihal i Ørbæk, der har navnet Ørbæk Midtpunkt, har været Per Høeghs hjertebarn.

Formanden har lagt meget arbejde i netop dette projekt, og udover fast job og familie, har han brugt hvad der svarer til et halvt døgn på Borgerforeningen om ugen.

Men nu er det slut. For selvom Per Høegh tror på, og har kæmpet for en multihal i Ørbæk, er det Nyborg Kommunes udskydelse af projektet, der har været en del af hans beslutning om at stoppe i Borgerforeningen. Samtidig vil han gerne have mere tid til sit faste job og sin familie.


- Det er en del af gamet, og man skal ikke lade sig blæse om kuld af det, men der er grænser for, hvad man kan byde sit arbejde og sin familie, siger Per Høegh.

Han tror stadig på projektet om Ørbæks Midtpunkt, men da hele konceptet er standset og pengekassen smækket i, ved han godt, at der intet bliver gennemført i hans tid som formand.

Kongens efterfølger
Det er Per Høegh, der har siddet som kongen på projekt Ørbæks Midtpunkt, og han håber stadig at byen en dag får sin egen multihal. Men ved hans aftrædelse som Borgerforeningens formand, sendes bolden videre til hans efterfølger, og Per Høegh udtaler, at han har en forestilling om hvem af Borgerforeningens 600 medlemmer det kan blive.

Intet er dog besluttet endnu, og Per Høegh må foreløbigt sende bolden videre, uden at vide hvem der griber den. Han håber dog, at hans arbejde med Ørbæks Midtpunkt føres videre af den næste i rækken:
- Jeg har selvfølgelig et klart ønske om, at det bliver gennemført, for jeg har lagt meget arbejde i det, slutter Per Høegh.

 
Kommentarer:
 
dadi skrev den 2009-09-30 12:23:46:
artikel: Velformuleret, -disponeret og -redigeret - hvor får du det fra?
 

Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: