Bilerne står nyvaskede placeret lige op ad hinanden, så man skulle tro, man havde været ude med et målebånd for at sikre, at de stod rigtigt. Et par falckreddere kommer gående i roligt tempo gennem hallen, og duften af kaffe har tilsyneladende lokket dem til at tage en pause fra dagens arbejde.
”Her i huset er vi ikke så højtidelige. Der er ikke forskel på at være chef eller ansat, vi er alle lige. Skal vi gå med dem over og tage os en kop kaffe?;” spørger Kurt Hansen og begynder så småt at trisse over mod den lille kantine. Først igennem det lille kontor, hvor Kurt Hansens kone, Kaja, gør kaffen klar. De to har været gift i så mange år, at de efterhånden er stoppet med at tælle, men Kurt kan dog sagtens huske én ting: ”Min kone startede i firmaet den 1. januar 1980, og hun har altså hængt ved siden. Det må være fordi, jeg er sådan en god kollega”.

Et vellidt ægtepar
At drive et redningskorps i et lille samfund som Ærø er ikke altid lige let, for folk snakker. Hvis ikke man gør sit arbejde godt nok, så rygtes det hurtigt, men det er ikke noget, der påvirker Knud Hansen og hans kone i det daglige.
”Næh, det er ikke noget, vi går og tænker over. Vi forsøger bare at gøre vores arbejde så godt, som vi nu engang kan, og i de mange år, jeg har været her, har jeg ikke hørt noget sladder. Men det kan selvfølgelig også være fordi, at de ikke fortæller os om det,” griner han.
Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at ægteparret Hansen ikke er vellidte på øen. Spørger man øens lokalredaktør på Fyns Amts Avis er hun ikke i tvivl. ”De er en institution på Ærø. Alle kender dem og de kender alle. De lægger rigtig mange kræfter i deres arbejde, og borgerne på Ærø skal være glade for, at de har to ildsjæle som dem,” lyder Inge Hejlesens vurdering.

Professionalisme på jobbet
Kurt Hansen har i sin lange karriere som falckredder haft fingeren på pulsen adskillige gange, men han har svært ved at udpege én speciel situation, som han husker tilbage på, siden han i 1965 blev ansat i sin fars firma.
”Hver gang man skal ud til en alvorlig ulykke, flyver tankerne i hovedet på én. Jeg er jo udmærket godt klar over, at den tilskadekomne, vi er på vej ud til, højst sandsynlig er en, jeg kender. Jeg forsøger dog at adskille arbejde og privatliv, og det har aldrig rigtig været noget problem. Når vi er ude på ulykkesstedet, så er vi altid fokuserede, og så må vi snakke om tingene, når vi kommer hjem på stationen igen,”
De ansatte nikker anerkendende, og kaffekanden bliver hurtigt tom, mens Kurt Hansen fortæller historier. Der sker tilsyneladende ikke meget på stationen i dag, og lige umiddelbart kan det virke unødvendigt, at der er 13 mand på arbejde, men som Kurt Hansen siger, så nytter det ikke noget, ikke at have mandskab nok, hvis der skulle opstå en alvorlig situation.
Heldigvis sker det meget sjældent, at man rykker ud til dødsulykker hos Ærø Redningskorps. Ofte er det mindre opgaver, men Kurt Hansen husker, ved nærmere eftertanke, tilbage på en speciel situation for tre år siden: et færdselsuheld, hvor tre mistede livet.
”Det var ikke sjovt. Jeg kendte dem alle tre. Den ene var på vej ned for at hente sin mand ved færgen, og det var da hårdt at skulle fortælle ham det. De to andre i den anden bil døde også, og føreren havde desværre drukket,” siger Kurt Hansen, mens øjnene bevæger sig over mod hans kone.
”Ja, det tog noget tid at komme over det, men det er en del af jobbet,” tilføjer hun.

En uvis fremtid
Kurt og Kaja Hansen har sammen to døtre, hvoraf den ene er uddannet falckredder. Det står dog hen i det uvisse, om det bliver hende, der skal løfte arven efter sin far, men Kurt Hansen selv tvivler.
”Vi forsøger jo hele tiden af følge med tiden, men det er svært at klare det hele selv. Siden midt i 90’erne er Falck kommet mere og mere indover vores firma, og det er såmænd fint nok, for det optimerer vores arbejdet, men om nogle år er der ikke noget, der hedder Ærø Redningskorps, det er jeg overbevist om,” lyder det fra ham.
Og det rører tilsyneladende ikke Kurt Hansen, at det firma, hans far i sin tid startede måske ikke eksisteret om ti år, så længe firmaet udvikler sig positivt.
”For mig betyder det ikke noget, hvad firmaet hedder, eller hvem der er chefen. Det vigtigste er, at borgerne på Ærø kan regne med os. Det kan de nu, og det skal de også kunne i fremtiden,” siger han.
Kaffekanden bliver tømt for tredje gang, og falckredderne forbereder sig på dagens små opgaver, mens andre sørger for, at udstyret er i orden. Endnu en arbejdsdag kalder for Kurt Hansen og hans ansatte.