30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD C > Stadig lange udsigter til ny Thurø Skole
Stadig lange udsigter til ny Thurø Skole
Torsdag i denne uge bliver en uvildig analyse om placeringen af den nye Thurø Skole offentliggjort, men skoleinspektør Anders Bendtsen har ikke nogen forhåbninger om, at se en afgørelse af den nye skoles placering før starten af 2010.            

I januar i år skulle Børne- og Ungeudvalget i Svendborg kommune tage en principbeslutning om placeringen af Thurø skole. Nu skulle den skole, der har været undervejs i snart 15 år, endelig bygges. Men i stedet valgte udvalget at få et uvildigt konsulentfirma til at lave en analyse af de tre mulige placeringer – igen. Analysen bliver offentliggjort torsdag.

 

Ingen afgørelse før 2010 

Skoleinspektør på Thurø Skole Anders Bendtsen, tror dog ikke, at analysen vil få særlig meget opmærksomhed før efter kommunalvalget i november.

”Mit gæt er, at der først bliver truffet en beslutning i starten af 2010, når det nye byråd er sammensat.” Det mener han blandt andet fordi, at spørgsmålet om placeringen af den nye skole er en god mærkesag for de lokale politikere på Thurø under valgkampen. Så hvis man går ind og afgør sagen nu ”tager man luften ud af ballonen,” siger Anders Bendtsen.

Den gamle analyse, der blev udfærdiget af embedsmænd fra kommunen, var en meget grundig og fyldestgørende analyse, og Anders Bendtsen er spændt på at se, om den nye analyse overhovedet kan måle sig med den gamle. Kan den ikke det, tror han, at det er de gamle planer, man kommer til at gå ud fra. Den nye analyse er blevet lavet, da den tredje mulige placering af skolen ikke indgik i den første.

En fremtidssikret skole

I de gamle planer er der to mulige placeringer. Enten ved Sportshallen på Thurø, eller ved Søndervejsområdet, som i dag mest består af marker og landbrugsjord. Selvom Anders Bendtsen vil blive ”en lykkelig mand”, som han selv beskriver det, uanset hvor den nye skole kommer til at ligge, hælder han alligevel mest til Søndervejs-placeringen, da der er mest plads at bygge på – og bygge ud på.

”Jeg synes, at man skal lave en skole, der er fremtidssikret. Forstået på den måde, at man også har plads til at lave de ting, man først kommer i tanke om, eller først får behov for, om femten eller tredive år.” Samtidig synes Anders Bendtsen, det ville være fornuftigt at starte byggeriet i den nærmeste fremtid.

”Man kan faktisk få rigtig mange millioner tilbage fra staten, hvis man laver anlægsinvesteringer lige nu. Det nemme ville selvfølgelig være at sige, ’jamen så lader vi være med at bygge Thurø Skole lige nu, så venter vi bare fem eller ti år’. Men så er de penge måske ikke i spil mere.”

Samtidig påpeger Anders Bendtsen, at i de første planer om en ny skole, som startede for femten år siden, var målsætningen, at den skulle være færdigrenoveret i 2007. ”Nu er vi i 2009, og vi er overhovedet ikke begyndt på noget som helst endnu.”


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: