Gemt i en baggård i Ærøskøbing ligger Ærøs svar på ’Cinema Paradiso’. Biografen som opstod i den italienske kultfilm ”Mine Aftener i Paradis” fra 1989, hvor filmentusiasten Alfredo med kærlighed og omsorg viser film, så ofte han kan, for de lokale beboere. I Andelen Bio i Ærøskøbing tales der ikke italiensk, men ellers er historien intakt.

Steen Lauritzen er 40 år og til daglig elektriker over alt på Ærø. Men når middagsmaden er indtaget med familien i Ærøskøbing, kører han til Søndergade for at vise film. ”Det er det fedeste sted på øen, synes jeg. Jeg tror kun, at det er min kone, som er uenig i det. Hun synes, jeg bruger alt for meget tid her.” Han fletter fingrene sammen i en knold, trækker på smilebåndet og blinker listigt med det ene øje: ”Men at vi ikke ses så meget, betyder jo også, at vi sjældent har mulighed for at skændes.” Igennem de sidste ti år har han stået for driften af Andelen Bio.                                                                                                                                    Kl. 19.30 alle ugens dage undtagen mandag står gæsterne nemlig i kø for at komme ind og se film. Primært pensionister: ”Vi lever jo på en ø, hvor de unge flytter væk, når de er færdige med folkeskolen, så det er svært at få det unge publikum i biografen”.                          

Simpel virksomhed                                                      

                      Der skal sælges 75 billetter a 50 kr. om ugen, for at stedet kan køre rundt, og det er sjældent noget problem, forklarer Steen Lauritzen. ”Alle arbejder frivilligt her, kun operatøren får et symbolsk honorar på 300 kr. per aften for at vise film. Det er også derfor, at vi kan sælge billetter så billigt – vi vil for alt i verden gerne kunne se vores kunder i øjnene”, siger han.                                                                                                               

                       Imens han viser rundt i biografen og beskriver dens liv, sætter han sig mageligt tilrette i et af sæderne i salen, som alle er sponsoreret af en lokal virksomhed. Fionia Bank, Ærø Kommune og private erhvervsfolk. Alle har deres navne på de 50 blåpolstrede sæder.                     

                       Der er lavt til loftet, kældermørkt og ganske få vinduer i foyeren. Men designerlamper, gamle filmplakater og tændte stearinlys giver lys og stemning i foyeren. Bygningen var, før den blev biograf i 1975, et lager til svinefoder. Lugten af foder er væk, erstattet af duften af filmruller og friskbrygget kaffe. Steen Lauritzen fortsætter turen igennem biografen, som også rummer en stejl trappe. For enden af denne møder man operatørrummet, som rummer biografens vigtigste funktion: filmfremviseren af mærket Bauer. Den hellige gral for enhver biograf. Den lysegrønne firkant med den store linse i den ene ende, Bauer-fremviseren, har flittigt vist film, lige siden biografen åbnede for første gang. Sidste år blev det dog for meget for den trofaste fremviser, da en tandrem (medvirker til at filmen føres rundt i fremviseren) knækkede midt over. ”Vi søgte land og rige rundt for at finde en erstatning, men kun én eneste biograf viste sig at have den samme tandrem, som vi skulle bruge.” Der var vi nogle stykker, som ikke sov i flere dage, indtil vi fik fremskaffet en ny.                     

Viser film på lånt tid                                                                                                                     Der er en afslappet stemning i biografen: ”Hvis der ikke er udsolgt i salen, så er man velkommen til at flytte rundt på stole, tage barnevognen med indenfor, eller bevæge sig lidt rundt”. Men Steen Lauritzens afslappede attitude kan inden længe blive fortid. Den danske distributionsgigant Nordisk Film har nemlig varslet, at digitaliseringen af de gamle filmspoler er nært forestående. Det vil betyde, at biografen skal investere i en ny og mere moderne filmfremviser. Sker det ikke, er det nok mere end sandsynligt, at der bliver en noget mere stresset atmosfære i biografens foyer. ”Vi kan sagtens drive en fornuftig biograf på nuværende tidspunkt, men en digital fremviser vil vi aldrig få råd til uden hjælp fra en anden part.”                              Den danske udgave af Mine aftener i Paradis lever altså måske kun på lånt tid. Men det slår alligevel ikke bestyreren ud: ”Jeg elsker stadigvæk at være her og prøver bare at skubbe tanken om digitaliseringen på afstand.”                                                                                          Han tager en tår af sin øl, trækker vejret dybt og smiler. Der er ingen tvivl om, at han er stolt af sin biograf. Hvert år afholdes der jazzfestival i biografen, og for et par år siden stod han bag en storslået forpremiere på den danske film ”Drømmen”, som blev optaget på netop Ærø. "Vi inviterede hele øens befolkning på 7000 mennesker ud på den store græsmark uden for byen, for at se filmen på et stort opstillet lærred. 3000 mennesker mødte op og nød filmen. Det levede biografen højt på ugerne efter”. Det er da også kun når man spørger ind til fremtidens biografdilemma, at Steen Lauritzen rynker på næsen.

Ligesom i filmen ”Mine Aftener i Paradis” er det kærligheden og glæden, som er vejen frem. Det handler hverken om penge eller ekspansion, men om fornøjelse og passion. Både i film virkelighed lurer faren. I den italienske kultfilm går der ild i filmfremviseren og hovedpersonen Alfredo mister synet. Steen Lauritzen håber ikke på samme skæbne. Men han er dog bevidst om, at den store digitalisering kan koste ham - om ikke synet – så i værste fald hans livs hjertensbarn, Andelen Bio.