Gullaschen damper fra tallerkenerne, den brune sovs dækker uden problemer kartoffelmosen, og rødbederne farver tallerkenen lyserød. På bordet står en Odense Pilsner, en flaske husets vin og en Tuborg Pilsner.

Det er tirsdag aften på Thurø Stuen og Mormormaden er serveret.

”Slik fisse, skær tænder,

gå baglæns på hænder,

som ungkarl så har man det godt!”

Erik Madum rokker lidt fra side til side i takt med verset, han lystigt breder ud over bordet. Han gnider hænderne mod hinanden, retter lidt på den noget falmede røde jakke, han bærer, og vipper med træskoene.

”Jaa, jeg har nok altid været en ballademager. Men én ting kan jeg sige: Jeg har altid taget brillerne af, hvis jeg har spillet op,” griner han og afslører et sæt tænder, der er pæne og velholdte. Erik retter lidt på kasketten, der dækker de hvide tjavser. Han er 63 år og født og opvokset på Thurø.  Han fortæller, ind i mellem en mundfuld gullasch og en slurk øl, om hvordan han har rejst alle syv verdenshave rundt, har været gift i tredive år, men nu er ungkarl igen, og om hvordan han igen har fundet ro på den lille ø syd for Svendborg.

 ”Det bedste ved øen her er selvfølgelig mine børnebørn, men når det så er sagt, så må det være naturen og den nærhed, der er blandt os øboere her,” siger han og afslører igen de hvide tænder i et skævt smil.

Else Ploug tager en mundfuld rødvin, og tænder en cigaret. Røgen blander sig med dampen fra kartoffelmosen.

”Jeg har boet på øen i over 20 år, og jeg ville ikke kunne undvære den, ” siger hun ind i mellem et hiv af cigaretten. Hendes mand døde for 28 år siden, og livet alene har været hårdt, indrømmer Else. Hun fortæller hvordan, hun fik lov at skylde kørerlæreren penge, da hun pludselig skulle til at tage kørekort midt i mandens død, og om hvor flinke folk omkring hende på øen har været til at hjælpe.

”Den var godt nok ikke gået inde i København, det er kun herude, man kan få lov til sådan noget,” konstaterer hun og skodder cigaretten.

 

Den ægte Thuriner

I udestuen diskuteres definitionen på en ægte thuriner.

”Det skal være begge forældre, der er født og opvokset på øen, tre generationer tilbage!”

”Ja, dem tror jeg satme ikke du finder mange af…”

Tage Huusfeldt blander sig i samtalen. Han mener hans slægt er tæt på at leve op til kravene.

”Der har været Huusfeldt’er på Thurø, lige så længe jeg kan huske,” griner han.

”Ja, vi ved sgu godt, du er gammel, Tage, men den der får du ikke os til at hoppe på.”

Tage klukker og hans rødmossede kinder hopper i takt. Han går tilbage til bordet og skåler med Else. Tallerkenerne begynder langsomt at dukke frem under sovsen.

Han fortæller, hvordan han voksede op på Thurø, blev udlært tømrer og fik 31 øre i timen.

”Lige nok til et Marinusbrød, eller en sportsvand,” griner han. Han sidder lidt og drejer glasset mellem hænderne. ”Men der var også hårde stunder,” siger han eftertænksomt. Han fortsætter med at fortælle, hvordan det var en del af hans job at hamre kisterne sammen, når der havde været dødsfald på øen, og om hvordan han kørte ud med kisten på hestevogn, og hjalp med at lægge den døde i kisten.

”Der var engang, der var det en, der stod mig nært. Det ku’ jeg sørme ikke! Man ville give mig en hel krone for det, men der måtte jeg altså sige nej,” husker Tage tilbage. Han tog også ud i verden, og arbejdede som tømrer, hvor der nu lige var plads til ham.

”Jeg har været over det hele, men slog mig ned i Københavnstrup for en tid,” siger han, og uddyber at det var Taastrup, han havnede i. Alligevel er han også vendt tilbage til øen. Det gjorde han, da hans forældre døde, og han overtog deres hus på Thurø.

”Der er sgu for få originaler på den her ø!”, konstaterer Vibeke, der sidder og nyder kødstykkerne og gulerødderne, der svømmer i den brune sovs, ved bordet ved siden af.

”Der sidder en dér,” siger Else og peger på Tage, der ser stolt ud ved anerkendelsen.

”Ja, og ham er jeg glad ved!” slår Erik fast. De skåler og klapper hinanden på skuldrene.

 

Mad, musik og Wii

Lyset på Stuen er dæmpet, og musikken der stille flyder ud af højtalerne blander sig med folks snakken og lyden af bestik, der rammer tallerkenerne. Overalt kan man høre interne vittigheder og gamle røverhistorier, jævnligt afbrudt af lyden fra et par øl, der knappes op. Træskibet ”Fatima” hænger på en af væggene og har kurs mod bardisken. Bag baren står Hanne Hansen. Hun har været på stedet i næsten tyve år, og ville ikke bytte sit job væk for noget andet.

”Her er der altid god stemning, det er her folk mødes og holder venskaberne ved lige. Det er her øens originaler, tosser, og hvad der ellers gemmer sig mellem bindingsværkshusene, mødes. Faktisk er vi nok lidt hjertet af Thurø,” siger hun stolt. Men der bliver også arbejdet for det, understreger hun.

”Bent er helt fantastisk, han gør meget for stedet her,” siger Hanne. Bent Sørensen er ejer af Thurø Stuen. Han arrangerer temafester, fastelavn, julemarked, små koncerter og udflugter for folkene, der kommer på Stuen.

”Sidste nye tiltag er vores Mormormad her hver tirsdag, og på søndag starter vi også noget brunch op,” forklarer Hanne og fortsætter: ”Det kører med maden, selv de unge er begyndt at komme her.”

”Ja, og det er møj’ vigtigt,” bliver der understreget ovre fra en af de blinkende spillemaskiner i hjørnet. Her er der plads til alle, og alle bliver hørt.

”Vi har gudskelov aldrig haft slagsmål her,” griner Hanne. ”Om vinteren spiller vi meget det der Wii. Ja, vi skal såmænd nok hitte på noget,” konstaterer hun.

Uffe slår sig ned ved siden af Erik.

”Uhh, hvis der er nogle der mangler nogle historier om Erik, så har jeg mange,” melder han ud. Hanne blander sig hurtigt fra den anden side af baren:

”Ja, og hvis der er nogle, der mangler nogen om Uffe, så har jeg mange!” Alle griner, og skåler. 

 

Farvel og tak

Telefonen ringer. Hanne snupper røret. Cd’en begynder at hakke, og den klassiske musik har fået et gedigent hjerteanfald.

”Lige et øjeblik, Gerda,” sukker Hanne og lægger telefonrøret fra sig. Hun går ud i baglokalet for at redde cd’en fra døden.

”Årh, for helvede,” lyder det derudefra, mens hun bakser med anlægget. Folk begynder så småt at finde overtøjet frem, og skraber tallerkenerne for det sidste sovs. Der drikkes ud.

Tallerkenerne er tomme, og mørket udenfor varsler om lukketid. Hanne jager de sidste ud ad bagindgangen.

”Kom i morgen ved frokosttid, der har vi stegte ål.”