En lille grøn og hvid båd ligger I Svendborg havn. Mange stopper op, læser bådens historie på det opsatte skilt og tager et par billeder.

     Det er her vi mødes med Kjeld Søberg, der tager os med ud på en sejltur i Svendborg Havn med museumsbåden ”Hjortø”. Her forklarer han om båden, Hjortø og dens usikre fremtid.

 

Postbåden ”Hjortø"

”Det eneste sejl vi har, er flaget, og det bruger vi ikke”, siger Kjeld Søberg, der er formand for bådelauget, da han stolt viser den lille postbåd ”Hjortø” frem, der er et stykke sejlende kulturhistorie.

     Kjeld Søberg gør klar til at starte Hundested motoren op, mens han forklarer om postbådens historie. ”Postbåden blev i sin tid bygget på bådeværftet i Rantzausminde. Det var den tidligere postfører Jørgen Greve Rasmussen, der måtte hoste op med 27.288 kr. af egen lomme for den lille postbåd. Og det var mange penge dengang.”

     Mens motoren varmer op, fortsætter snakken om den lille båd. ”Postbåden ”Hjortø”’ havde til opgave at sikre post- og passagerforbindelsen til og fra Hjortø under øens storhedstid i 1950’erne,” forklarer Kjeld Søberg, mens han tørrer olie af fingrene. Dengang var Hjortø mere befolket, end den er nu og kunne blandt andet prale af fem landbrug, fire huse, en købmand, en skole, et mejeri og et forsamlingshus. Langt mere end hvad øens fem nuværende beboere har at gøre godt med.

 

 En tur rundt i havnen

Den lille postbåd klarer ikke hele sejladsen til Hjortø, der cirka tager en time. Dette skyldes for meget blæst. Derfor er det en havnerundfart i Svendborg havn, der er på dagens program. 

     Mens postbåden ”Hjortø” fornøjet tøffer af sted, står Kjeld Søberg bag roret i det trange styrehus. Man er ikke i tvivl om, at postbåden er hans store interesse.

     De andre skibe i havnen tårner sig op over den lille båd, der har plads til højst 8 passagerer. Mens den lille båd glider ud gennem havnen, får den mange nysgerrige blikke med på vejen fra mennesker, der går forbi på kajen. ”Den vækker opsigt, uanset hvor den kommer,” smiler Kjeld Søberg.

 

 Greve

Da postbåden ”Hjortø” så dagens lys, var det kun postfører Jørgen Greve Rasmussen, i daglig tale bare Greve, der kunne sejle den. ”Han skulle derfor formelt stå til rådighed 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Han skulle jo stå klar, hvis folk blev syge. Derfor kunne han heller ikke tillade sig at sidde hjemme en aften og dele en flaske rødvin med konen, da han ikke måtte ikke være beruset,” forklarer Kjeld Søberg ud af styrehuset.                  

     Det blev til 22 år uden en fridag, hvilket Greve ikke mente, var noget særligt sammenlignet med hans far, der sejlede i 45 år uden en ferie- eller sygedag.

Livet på Hjortø

Alle kender alle, når det kommer til færgeruten mellem Svendborg og Hjortø. ”På Hjortø bor ”Hjortøboens” bådfører Carsten, hans kone Susanne, hans mor Nora på 80 år, Bent der er erhvervsaktiv fisker og Anders der er pensionist”, nærmest råber Kjeld Søberg ud af styrehuset for at overdøve lyden af postbådens larmende motor. 

     ”Der er en helt speciel mentalitet på en ø. Du er i den grad afhængig af din nabo, og selvfølgelig kan man blive uvenner med sin nabo, men man er nødt til at blive gode venner igen, da man er dybt afhængig af hinanden. Og det vigtigste er jo faktisk færgeruten, da det er den eneste livline til omverden,” fortæller Kjeld Søberg videre.

     Mens båden vuggende bevæger sig længere ud i havnen går alvoren om Hjortøs overlevelse for alvor op. Øens overlevelse afhænger udelukkende af, om der er en færgeforbindelse til Fyn. I dag er det den større båd ”Hjortøboen”, der sørger for færgefarten mellem Svendborg og Hjortø.  

 

Færgerutens fremtid

Færgeruten mellem Svendborg og Hjortø koster årligt Svendborg kommune 1,5 mio. kr. i driftsomkostninger. ”Hvis ikke der er nogen at sejle med, ja så skal der ikke være nogen færge. Der skal være mening med galskaben. Og det må man sige, at der nok ikke er lige nu”, siger Kjeld Søberg. 

     Tilbagegang er det, der har præget Hjortø gennem de seneste år. Derfor hænger færgerutens overlevelse i en tynd tråd. Der skal være et behov for en daglig færgeforbindelse, hvilket der ikke er med så få fastboende på øen, og det kommer der heller ikke på nuværende tidspunkt. ”Det kommer der aldrig. Der er ingen børnefamilier, der vil flytte ud og bo et så øde sted”, mener Kjeld Søberg.

     Derfor mener han heller ikke, at der er nogen grund til at opretholde noget, der ikke er bæredygtigt, også selvom det er et stykke danmarkshistorie, der går tabt.

 

Bådelauget 

Mens turen går tilbage mod postbådens ankerplads, husker Kjeld Søberg tilbage på, hvordan det kom i hus, at Svendborg Museum skulle varetage postbåden efter Greves død.

     ”Ja, han blev helt sur på mig over, at jeg kunne hentyde til, at han kunne dø,” griner Kjeld Søberg, ”da var han altså 78 år.” Alligevel modtog Kjeld Søberg et brev med posten fra Greves sagfører kort efter hans død, hvori der stod, at det var blevet besluttet på Greves opfordring, at testamentere båden til Svendborg Museum mod at den blev vedligeholdt og bevaret som et sejlende stykke kulturarv.

     ”Bådelauget består i dag af seksten mand. Vi mødes hver onsdag, hvor vi nyder en Hjortø bitter, mens ugens sejladser planlægges,” fortæller han, mens postbåden ”Hjortø” atter fortøjes i Svendborg Havn.