30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD C > Digitalisering kan koste Ærøs biograf livet
Digitalisering kan koste Ærøs biograf livet
Øens eneste biograf kan komme til at gå en sort fremtid i møde. Et bredt filmrepertoire og masser af gæster er ikke nok, for digitaliseringen af de gamle filmspoler har inden længe løbet biografen over ende.

I Ærøskøbing ligger øens eneste biograf, Andelen Bio. Her vises film fra alle verdens hjørner, fra amerikanske actionfilm til asiatiske dramaer. Personalet arbejder frivilligt, kun operatøren, som viser film, får et symbolsk honorar per arbejdsdag. I følge bestyreren Steen Lauritzen sælges der hver aften 20 billetter, og det er nok til at få biografen til at løbe rundt. Filmene vises med filmspoler, men det er ved at være passé, når distributørerne snart vil digitalisere de kommende film. I Norge er man allerede i gang med at forny alle landets biografer på én gang, så alle bliver digitale. Det sker ved, at staten og filmdistributørerne er gået sammen om at finansiere digitaliseringen. Det digitale format er billigere med hensyn til leverance og derfor fordelagtigt for distributøren. Formatet kræver til gengæld dyrt fremvisningsudstyr for biografen. Filmen kan altså helt bogstaveligt komme til at knække for Andelen Bio.

Kostbar fremtid                     

Digitaliseringen vil, ifølge Jan Lehmann, direktør for distribution i Nordisk Film, være gennemført inden for de næste par år, og den bliver både kostbar og risikabel for landets mange uafhængige biografer, vurderer han. Der findes ingen reel plan i Danmark for, hvordan de nye fremvisere skal finansieres.                                                                                                               Steen Lauritzen, som til dagligt er elektriker, er nervøs ved udsigten til digitaliseringen: ”Det vil betyde, at vi skal investere i en ny filmfremviser til 500.000 kr. – og det vil vi aldrig få råd til, med mindre for eksempel Nordisk Film finansierer en del af det”. Men i stedet for at forberede sig på det store skift, er det klogere blot at udsætte problemet så længe man kan, mener han. ”Men får vi ingen økonomisk støtte i sidste ende, så lukker vi!”                                                                       

Distributionsdirektør vil ikke hjælpe                      

Jan Lehmann er uenig med Steen Lauritzen. Han mener, at det aldrig vil blive distributørens ansvar at forny fremvisningsudstyret. ”Vi vil aldrig økonomisk være i stand til at forny alle vores involverede biografer i Danmark, det må de selv tage ansvar for.” Han fralægger sig altså ansvaret og henviser i stedet til, at finansieringen skal ske gennem Det Danske Filminstitut og staten.                                                                                                                                             Steen Lauritzen ser dog grund til, at Nordisk Film er hovedaktør i digitaliseringen: ”Nordisk Film står for 40-50 procent af alle de film vi viser. Derfor er det da kun rimeligt, at de også hjælper med, at vi har det rigtige udstyr. Hvis vi dropper den digitale fremviser, så går vi ned  - men det betyder også, at Nordisk Film mister en potentiel kunde.”

 

Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: