Foran den gamle brugs er der parkering til omkring fem biler og en flok efterskoleelever.

Efter mange år i Bagenkop, er Leif Esbensen velintegreret i, og velinformeret om det lokale samfund.

”Jeg fik at vide, da jeg blev ansat i brugsen, at hvis du ikke er accepteret i løbet af tre måneder, så skal du ikke forvente, at du kan blive. De første to år kunne jeg slet ikke forstå, hvad de gamle fiskere sagde, men nu har jeg været her i 27 år.”

Han smiler og retter på slipset, der er prikket af de karakteristiske Coop Danmark smileyhoveder.

”Bagenkopperne har altid gjort tingene på deres egen måde, de bryder sig ikke om, at nogen udefrakommende blander sig. Der er et stærkt sammenhold i byen, og der er gode kræfter i foreningerne.”

Leif Esbensen er uden tvivl velmenende, men på trods af det, vælter det frem med associationer til den danske film ”Frygtelig Lykkelig.” En film om en ung politimand fra København, som for en tid skal være landbetjent i en lille Sønderjysk flække med et stærkt sammenhold. Der gælder kun en lov  - selvtægt. 

Film er film, virkeligheden er noget andet, dog kræver det en vis portion mod at bevæge sig ned på havnen, hvor de blå mænd holder til. De gamle fiskere går nemlig for at være en helt særlig type. 

En kølig kraftig vind og lugten af død fisk slår ind over havnens asfalt og giver ilt til hjernen. En ældre mand klædt i det obligatoriske blå kansastøj kommer cyklende på en gammel sort budcykel. Bunker af garn, bøjler, pæle og blå plastiktønder flyder på pladserne mellem de små bådehuse. 

Lyden fra en elektrisk sav skærer gennem øregangen. Lyden kommer fra ”Bagenkop Smede- og Maskinværksted,” som skiltet over porten informerer. Porten er lukket og afslører ikke hvad det er der bliver skåret i. Værkstedet er en hvid gasbetonhal uden vinduer men med en dør, hvor der af og til kommer en blå mand ud.  

En ung fyr kigger op, han holder for en kort stund en pause. Hans blå tøj er plettet af sort maling. Han er ved at male skroget på en båd. Skroget er blankt, og lugten er helt sikkert ikke vandbaseret.

Bortset fra et par lystfiskers småfangst er der ingen fisk at se, kun blå mænd. Nogle arbejder med bådende, en hel del kommer for den daglige snak og nogle kommer på havnen, fordi de altid er kommet der. Nogle af fiskerne er endda portrætteret ovre i den nye kunsthal.

I kunsthallen og i de nye svenskrøde træhuse holder tyskere og nordsjællandske turister til i sommermånederne. Husene tårner sig op på den gamle færgehavn, hvorfra Bagenkop-Kiel færgen engang sejlede. Turismen er byens nye hovederhverv.

”Det skal vi leve af , og leve med,” 

siger Leif Esbensen, som også er formand for byens erhvervsforening. Byens butikker lukker, fiskeriet er nedafgående, og et stadig stigende antal huse står tomme, men Leif Esbensen ser ingen grund til at male byens fremtid så sort, som den unge mand maler sin båd.

”Dengang færgen lukkede blev vi dødsdømt. De sagde 5 år, og byen ville være fuldstændig død, men vi er her endnu. Det lever i folk.”

Det lever mere i nogle end i andre. I ”Le Mer”, et lille grønt skur på havnen sidder Karsten, Kim og Vagn. For dem var lukningen af færgen dødsstødet.

”Du kan sige en ting om Marianne Jelved. Hun er Danmarks eneste nulevende abort, eller i hvert fald sku ha voren det. Det var hende med det lovforslag om ophør af toldfri salg. Da det blev vedtaget, så kunne det ikke køre rundt med færgen mere. Færgen har immervæk sejlet fra 1965 til 1999.”

Vagn Petersen er ikke bare bitter, han er også beruset. Han er en mand i 50erne med små briller, ølmave og blå overalls. Han sidder i skuret i den tætte cigaretrøg og drikker tæt. Det gør han hver dag. 

At kalenderen viser 2009, og at det er 10 år siden, at færgen lukkede, det har ikke gjort debatten mindre ilter.

Der er plads til flere i skuret end de tre, som sidder der den dag. En række stole betrukket med betræk, der engang var orange står rundt langs de tynde trævægge. Et stort bord står i det ene hjørne, og man kan forestille sig, hvordan en fisker engang har stået der og ordnet sit grej. Bordet er nu taget i brug som bardisk. Rækker af grønne Vestfyns er sirligt linet op. De er tomme og står klar til morgendagens udflugt til Brugsen. Panten skal sammen med en del af pensionen byttes til flere af de samme bare fyldt.

Karsten og Vagn har været fiskere. Karsten har været fisker i mere end 30 år, nu er han fuld. På hovedet har han ”kaptajnhatten,” som han kalder den.

Karstens særegne dialekt ledsaget af Kims skrattende latter, bølger ud over havnen, som er ved at være tømt for blå mænd.

Et midaldrende ægtepar stiler mod de røde huse, i hver hånd har de en bærepose, hvorfra et Coop Danmark smileyhoved lyser gult op i tusmørket. Tankerne ledes tilbage på Leif Esbensens slips.

Der er brus på bølgen, salt i luften, mågeskrig på himmelen og både i vandet. En smuk udtoning af dagen, og en perfekt åbningsscene til filmen om byen med de blå mænd.