30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD C > Når havet bliver ens liv
Når havet bliver ens liv
Han har sejlet over hele verden og betegner selv havets salte vand som sit rette element. Skibsfører Bjørn Kromann har slået sig ned i Faaborg, hvor han tjener sin løn ved at danse omkring Lyø og Avernakø med den aldrende færge Faaborg II.      

Bjørn Kromann bærer sin mørkeblå uniform med rank ryg og et lille skævt smil. Selvom han er en lav og spinkel mand, er det som om, han forandrer sig, når han stiller sig bag styrepinden på Faaborg II – den 44 år gamle færge, der siden 1990 har sejlet folk til Lyø og Avernakø fra Faaborg. Den 61-årige skibsfører bliver med et hersker af havet omkring Faaborg. Bag styrepinden kan ingen røre ham. Han har sejlet færger adskillige tusinde gange i sin efterhånden lange karriere. En karriere der tog sin begyndelse i 1971, da han færdiggjorde uddannelsen som skibsfører. Bjørn Kromann indrømmer da også, at sejladserne forløber mere problemfrit på grund af hans store rutine.

”Det er ikke længere en udfordring for mig at styre færgen. Der kører jeg på rutinen, og de mange sejladser jeg har bag mig. En god efterårsstorm giver dog lidt forandring, og det har jeg bestemt ikke noget imod.  Nogle gange er motivationen ikke så stor, når man skal på arbejde. Men når først jeg er ude på havet, så ændrer det sig som regel,” siger Bjørn Kromann med den sydfynske dialekt, der er blevet hængende siden opvæksten i Marstal på Ærø.

Verden rundt på langtur

Bjørn Kromann har de sidste sytten år arbejdet på Faaborg II. Som han selv udtrykker det, dumpede han og konen ved en tilfældighed ned i Faaborg, hvor de også den dag i dag er bosat. Inden han fik tilbudt jobbet på ruten mellem Faaborg og Lyø/Avernakø, har den 61-årige mands arbejdsplads været have over hele verden. Bjørn Kromann har blandt andet været skibsfører på langfarter i mange år og sørget for, at ferierende gæster kom både sikkert ud og hjem fra deres rejser. I hans lange arbejdsliv er der dog særligt et job, som har gjort et stort indtryk på ham.

          ”Den bedste tid, jeg har haft, var i en charter fra Hamborg til Famagusta på Cypern. Frem og tilbage der, det var en fin fart. Behageligt og med god tid. Vi kom jo en del på land i det cypriotiske, som er et rigtig dejligt sted. Så det må siges at have været mit drømmejob. Det er i hvert fald det job, jeg har nydt mest”

Han ligger dog ikke skjul på, at den omtumlede tilværelse uden nogen fast base til sidst blev generende for ham og hustruen.

”Jeg vil ikke sige, jeg blev træt af at sejle verden rundt. Men det var da rigtig rart at komme tilbage til Danmark og vide, om man var hjemme til aftensmaden eller ej. Det tror jeg også min kone synes,” griner Bjørn Kromann, så det grålige skæg over overlæben sætter i rolig bevægelse.

Ny færge på vej

Livet som skibsfører på Faaborg II  er Bjørn Kromann meget glad for. Færgen har imidlertid de sidste mange år været et stort irritationsmoment for beboerne på Lyø og Avernakø. Den er ved at være nedslidt, larmen fra motoren bliver værre og værre samtidig med, at passagernes opholdsrum er placeret under bildækket uden nogen form for vinduer til at nyde udsigten. Bjørn Kromann forstår godt, hvorfor især de daglige pendlere er trætte af færgen.

”Det siger sig selv, at den er slidt efter alle de år. Det kan ikke undgås. Folk er utilfredse med den, og især er pladsen ombord på færgen blevet et stort problem. Vi må næsten altid afvise folk i sommerperioden. Passagerernes opholdsrum er også et stort minus. De sejler i et af Danmarks smukkeste farvande og har ikke mulighed for at kigge ud. Det er en skam.”

Personligt har Bjørn Kromann dog været glad for færgen. For ham har det ikke den store betydning, at regeringen sidste fredag indgik et forlig, der sikrer Faaborg-Midtfyn Kommune 49,9 millioner kroner til anskaffelse af en ny færge. I den sammenhæng tænker han mest på, at pendlerne får bedre forhold ombord på færgen.

 ”Jeg har været glad ved den, skal det siges. Det er et solidt skib, og den er blandt andet helt fantastisk til at bryde is.  Samtidig er jeg en ældre herre, så jeg synes absolut, der er en vis charme ved en gammel færge som denne.”

Et år ad gangen

Bjørn Kromann er tæt på pensionsalderen med sine 61 år. Derfor ved han heller ikke, om den nye færge vil være færdigbygget og klar til sejlads, inden han trækker sig tilbage fra hvervet som skibsfører. Motivationen til at fortsætte har han  dog stadig i behold.

”Hvis jeg har det godt, vil jeg gerne fortsætte. Vi har fået at vide, at færgen skulle stå klar til brug om allerede to års tid, men lad os nu se, hvor galt det går. Jeg tager et år ad gangen, men nyder i hvert fald stadig mit job."

At skibsføreren elsker havet, understreger fritidsinteressen også. Bjørn Kromann har en lille lystbåd, som det meste af fritiden går med at sætte i stand. Sommerferien bliver stort set hver eneste år brugt til at sejle omkring i båden med konen. For et par år siden var de blandt andet i Polen, hvor de sejlede rundt i tre ugers tid.

”Vi sejler næsten hver sommer. Det er en fantastisk oplevelse, og man oplever verden på en helt anden måde end man gør på land. Når jeg på et tidspunkt går på pension, skal jeg helt sikkert sejle rundt i havene omkring Danmark i endnu større grad, end jeg hidtil har gjort."

Hvis nogen skulle være i tvivl, så slår han da også lige fast, hvilken betydning havet har for ham.

”Jeg kan ikke undvære det. Havet er mit liv. Sådan har det altid været, og man kan vel godt sige, at det er her, jeg føler mig mest hjemme.” 


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: