30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD C > Bagenkop Musik- og kulturdage holder 10-års jubilæum
Bagenkop Musik- og kulturdage holder 10-års jubilæum
200 kilo fiskefileter og en 25 meter lang kage – det er på menuen, når Bagenkop afholder sit tiende årlige musik- og kulturarrangement


Havnen er normalt omdrejningspunktet i den lille fiskerby på Sydlangeland, der huser lidt over 500 indbyggere. Men en gang om året flokkes menneskene i og omkring Bagenkophallen, hvor de årlige Musik- og kulturdage bliver afholdt. ”Vi har afholdt arrangementet siden 1999, hvor vi startede med 300 besøgende, og så rundede vi sidste år 1200 besøgende over 2 dage,” fortæller Ivan Nielsen, som er en af arrangørerne bag arrangementet. 


200 kilo fisk og Langelands længste kagebord


Her på Sydlangeland, der skal vi have noget at spise, og Bagenkop er jo en lille fiskerby, så om lørdagen, der har vi et kæmpestort fiskebord. I år består det af ti forskellige Bagenkop-fiskeretter. Og der er ca. 200 kilo fiskefileter, der bliver fortæret på ca. en time af en 600-700 mennesker,” siger Ivan Nielsen. Desuden kan man opleve Langelands længste kage, som måler 25 meter i længden og en meter bredden. Kagen bliver leveret af de fem langelandske bagere.


Børnerekorden


Siden 2006 har musik- og kulturdagen inviteret de langelandske børn til at deltage i børnerekorden. ”I årene der er gået forud, har vi lavet Danmarks længste maleri, og så har vi lavet noget der hedder kartoffelrekorden og appelsinrekorden. I år drejer det sig om græskarrekorden. Græskarrekorden går ud på, hvor mange græskar man kan udhule på fire timer,” fortæller Ivan Nielsen.


Musik- og kulturdagene sætter også spot på årets kommunalvalg, som finder sted den 17. november. ”Hvert år i valgårene, indbyder vi de opstillede kandidater til at deltage i arrangementet. I år har vi lavet en lille valgcafé, hvor politikerne har mulighed for at præsentere sig selv,” siger Ivan Nielsen. 


Kommunen støtter projektet


I anledning af deres 10-års jubilæum vil arrangørerne give gæsterne en ekstraordinær oplevelse. De har derfor søgt om økonomisk støtte hos Langelands Kommune, der har valgt at støtte projektet med 7.500 kroner. ”Altså vi er jo i en situation på Langelands Kommune, hvor der ikke er så meget at gøre med, men en 6-7-8000 til et sådan arrangement som vores - det betyder alt,” afslutter Ivan Nielsen.



Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: