”Havnen er mere eller mindre i forfald jo”. ”Gogge" kigger ud af den nedrullede siderude på sin sorte Ford Mondeo. Han har gråt hår, brune øjne, rynket rødmosset hud og mellem benene har han en åben øl. Han kigger ud over havneområdet, og ryster en enkelt gang på hovedet, mens han fortsætter.
”Det er jo bare blevet værre”.
I baggrunden er der mågeskrig og lyden af vinden, der tager fat i et flag.
”Engang var det jo en købmandsstad”.  Han hiver op i sin slidte mørkegrå flis.
”Nu er der jo ikke rigtig noget tilbage”. Han lukker øjnene inden han kigger op igen.
”De arkitekter inde fra storbyen vil lave et miljø som der ikke har noget med det oprindelige miljø at gøre”. Hans stemmeleje stiger, mens hans fingre trommer på hans cowboybukser. 
”Moderne bytænkning hører ikke til havnen”. Hans øjenbryn har nu trukket sig sammen, og han tilføjer:
”Det er faktisk en af Danmarks ældste købstæder.” Et lille smil tegner sig på hans sprækkede læber. 
”Og jeg har boet her siden 1954” .
Hans ansigt fortrækker sig nu i et stort grin, der udløser højlydte kluklyde, der akkompagnerer de skvulpende bølger, der slår mod boven af de omkringliggende både.
Gogge løfter skuldrene op omkring ørene og smiler, inden han tænder motoren og kører stille og roligt videre igennem havnefronten.
Småstenene hviner under bilens gummidæk.

Ingen opbakning fra Ole
Da Gogge er væk er havnefronten tom igen. Vinden rusker i de slidte både og en måge lander på en rusten sammenmast olietønde.  På himlen står skyerne tæt, og de hviler faretruende over de mange tomme både, der ligger på rad og række og vugger søvndyssende. 
 Bag dem hviler en enkelt kutter, nogle faldefærdige produktionshaller, og et meget karakteristisk gråt firkantet betontårn, hvor fuglene flokkes med deres vilde skrig. De enorme røde bogstaver LK pryder bygningens kolde grå facade, mens vindens susen skriger om kap med stilheden.
På den snævre grussti kommer en middelaldrende mand cyklende forbi på en meget minimal cykel.  Han har kasket på hovedet og en mørkeblå jakke, og han kigger nysgerrigt inden også han forsvinder ud af syne. Alt er tomt igen.
Videre igennem havnen er der et slidt hvidt skilt med grønne bogstaver, der blafrer i vinden. ”Langeland motorcykelklub”, står der med fed rød skrift. Udenfor det lyseblåt malede hus holder der en bådhejs med et stort ”til salg”-skilt, og en sammenkrøllet rusten damecykel, men ingen brunstige motorcykler er at se nogen steder.
     Længere fremme gemmer der sig en restaurant inde bag et træhus beklædt af en stærk rød maling. Ved tag i dørhåndtaget er der ikke nogen, der reagerer i første omgang, men pludselig kommer der en høj ældre mand hen mod døren. Han åbner den med en nøgle.
Indenfor i det smalle lokale er der ingen borde eller stole. Der er blot en hvid skranke og det hårde gulvareal hvorfra kunderne kan se menuerne.
Ole Petersen sætter sig på en hylde, der går ind imod køkkenet, med armene over kors. Han har overskæg og gråt hår, og han bevæger højre fod op og ned, mens han fortæller om sin holdning til deltagelsen i EUROPAN 10.
 ”Jeg synes det er fuldstændig vanvittigt. Enhver klovn kan lave den arkitektkonkurrence”. Han snakker hurtigt kigger ud gennem ruderne og tøver ikke det mindste i sit ordvalg.  Han retter på sit forklæde.
”Man kunne have spurgt brugerne: hvad er det man har behov for? og det havde ikke kostet noget. Den arkitektkonkurrence koster en helvedes masse penge”. Han lægger tryk på de sidste fire ord, og spærrer sine store brune øjne op.
”Der er jo et gammelt ordsprog der siger, Riget fattes penge”, hans læber forvandler sig til et smil.
Han kigger ud mod havnen, som han har haft udsigt til hver dag de sidste otte år, fra sin plads bag skranken.
”Det bliver ikke i min tid det er helt afgjort. ”
I baggrunden høres lyden af vand, der rammer en stålbeholder, og i køkkenet skimtes en  spinkel skikkelse. Ole fortsætter ufortrødent.
”Ethvert normalt tænkende menneske kan jo sige sig selv, at sådan noget det koster. Det har en kommune som Rudkøbing fand-lyneme ikke råd til. Og så kan de gå ud og søge lige så mange investorer som de vil, og der er ikke penge til det alligevel. For der er jo også noget der hedder drift. ”
Hans stemmeføring er blevet højere, og han har løftede øjenbryn og bevæger hænderne op og ned.
Der er et øjebliks tavshed inden restaurantejeren slutter.
”Men ellers fungerer havnen, selvom der selvfølgelig er masser af småting der skal ordnes”. 

Og heller ikke fra Knud
Uden for igen bryder vinden aggressivt og kontinuerligt lydmuren, flagene på masterne lyder som hurtige trommer, det usoignerede græs bøjer sig ærbødigt og skibene skvulper fortsat mod det vuggende hav. 
På en sort tung cykel træder Knud Rasmussen an med stædige viljefaste tråd. Han har et stort fuldskæg, et rundt ansigt, og hans stemme er rustent og drævende, mens han tilkendegiver sine holdninger om byrådets visioner for området. 
”Jeg synes ikke ret godt om det. Jeg synes ikke vi skal have arkitekter, for de render med næsten alle pengene. ” Han holder fast om styret på den sorte cykel, der svajer blidt i vinden.
”Vi kunne fandeme få lavet meget for de penge”.  Han smiler, sætter sig op på sin cykel og kører videre. Han er alene på den smalle sti.
På havnekontoret er der hellere ikke mange mennesker, for der er kun åbent fra 9-12. Og den legeplads, der tilhører havnens hotel, ligger også helt nøgen. De små net i fodboldmålene blafrer heftigt, med det er ikke boldens skyld. Det er den altomsluttende vind, der lydløst skriger: ”Pfuyyy pfuyy”.