30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD C > Handicappede føler sig krænket af ny bogbil
Handicappede føler sig krænket af ny bogbil
Lukning af 4 lokale biblioteker og indkøb af en ny bogbil. Det har skabt vrede i handicaprådet i Langeland Kommune. De er ikke blevet hørt inden beslutningen er vedtaget, og den nuværende struktur mener de er diskriminerende. Borgmesteren kalder det ”en smutter”, mens biblioteket mener, at de ikke havde andre muligheder.

Beslutnng om en ny bogbil har skabt harme blandt de handicappede. Her ses en bogbil fra Juelsminde Kommune
”Der er en FN konvention hvor der står, at der skal være lige adgang for alle til alt offentligt. Når man laver sådan en bogbil, så er der ikke lige adgang for alle. For folk med funktionsnedsættelse kan jo ikke komme ind i bogbilen og blive betjent på samme måde, som folk der ikke har et handicap.”
Formand for Handicaprådet Lise Pihl Jensen er ærgerlig over den måde Langeland kommune har sammensat den nye biblioteksstruktur. Man har nedlagt filialer i Tullenkøb, Bagenkop, Humble og Hou, og har i stedet udvidet åbningstiderne for hovedbiblioteket og indkøbt en bogbil, der skal køre rundt på Langeland fire af ugens dage.
Men inden beslutningen er blevet vedtaget og bogbilen er blevet indkøbt, har man glemt at tage handicaprådet med på råd, og det vækker vrede.
”Handicaprådet er rigtig kede af, at vi ikke er blevet hørt, før det er blevet indbragt i kommunalbestyrelsen. For den bogbil, der kommer nu, kan jo ikke rumme personer med nedsat funktionsdygtighed.”
I stedet for den indkøbte bogbil så handicaprådet hellere, at man havde valgt en anden løsning.
”Jeg tror, at mange kunne have tænkt sig, at det i stedet for en bogbil var blevet en bogbus. Hermed kunne man være kørt ind i bussen selvom man sad i kørestol eller lignende.”

”En smutter”
At handicaprådet ikke er blevet hørt, er noget borgmesteren Knud Gerther ikke er tilfreds med.
”Vi er generelt opmærksomme på at høre alle råd, men der er altså sket en smutter i det her tilfælde. Det er selvfølgelig beklageligt”.
Men når det er sagt, så mener han også, at handicaprådet har sovet en smule i timen i indeværende sag.
”Man kunne også godt have gjort os opmærksomme på det, for det er altså en sag, der har kørt i et halvt års tid”

Eksisterer en ordning for handicappede
Men trods kritikken af kommunen eksisterer der faktisk en ordning for folk med nedsat funktionsevne, men det er en ordning, der ikke er så udbredt. Det siger Lise Pihl Jensen.
”Der er en ordning, som eksisterer i dag, hvor biblioteket rent faktisk kører ud til folk med funktionsnedsættelse som ikke kan komme op på biblioteket. Men det er en ordning, som ikke på nogen som helst måde er udbredt eller synlig på Langeland. Og det er ret vigtigt at personer med funktionsnedsættelse ved, at den er der. ”

Kræver en undskyldning
Handicaprådet håber nu at få en undskyldning for den manglende involvering i vedtagelsen af biblioteksstrukturen, og derfor har de indgivet en klage til kommunalbestyrelsen. Den skal tages op på næste kommunalbestyrelsesmøde d 8.oktober.
”Jeg håber, at man bliver mere opmærksom på i de forskellige forvaltninger at høre de råd, der retsligt skal høres inden der bliver truffet beslutninger”. 
 
Ingen andre muligheder
Biblioteksleder Anne Schrøder er enig i, at forløbet har været beklageligt, men hun pointerer samtidig, at biblioteket ikke havde reelle muligheder for at ændre på tingene.
”Vi kunne ikke have gjort så meget andet. For med den bogbil vi har bestilt er det ikke muligt at lave hejs for kørestole”
Anne Schrøder har holdt et møde med handicaprådet, og her har hun faktisk haft et reelt tilbud i posen til de handicappede.
”På mødet tilbød jeg simpelthen, at de kunne køre hen til bilen. Så kunne vi kigge ud af døren og betjene dem”
 
Den nye bogbil bliver taget i brug i det nye år, og kommunen regner årligt med at kunne spare 103.000 kroner på driften i forhold til at have filialbiblioteker.

Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: