”Det er mit drømmejob – Det er bare livsglæde, når ungerne kommer ind af døren hver morgen og giver mig et kram. Simpelthen.” Sådan beskriver Lisbeth Kruse sit job som dagplejemor. Hun har arbejdet med børn, siden hun var 18 år. Og hun har ikke kunnet slippe det igen. ”På et tidspunkt åbnede jeg min egen butik sammen med en veninde, men ved siden af arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave – jeg kunne ikke undvære børnene,” fortæller Lisbeth. Hun endte med at lade veninden køre butikken alene.

Lisbeth Kruse har været privat dagplejemor siden marts 2006, og hun fortryder ikke, at hun forlod den kommunale dagpleje og startede sin egen. ”Jeg har overskud og tid til hvert enkelt barn. Det er ikke bare pasning,” siger hun.
 
”Stressniveauet som kommunal dagplejer er højt, for du kan ikke planlægge din dag. Hver dag risikerer du, at de ringer fra kontoret og siger, at du skal stå klar kl. 06.00 og modtage et gæstebarn. Du risikerer at have børn fra 06.00 til 18.00,” siger hun og understreger, at der er også fordele ved at være kommunal dagplejemor. Lisbeth Kruse savner for eksempel sine kolleger. ”Fordelen er, at du har nogle kolleger. Hvis jeg gik hen og blev syg, så var der en, som kunne tage over,” siger Lisbeth Kruse. Men selv om hun nu ikke har noget sikkerhedsnet, er hun glad for sin beslutning.
 
Ingen gæstebørn
Lisbeth Kruse har både fået mere overskud og frihed, efter hun er blevet privat dagplejemor. I dag har hun meget fleksible åbningstider. Om morgenen åbner hun døren, når forældrene har brug for det. Og fleksibiliteten går begge veje. ”De fleste af mine forældre har et net bag sig. De er meget fleksible. Jeg har ind i mellem fridage, som kommunale ikke har. Nogle dage har jeg slet ikke børn, fordi to af mine børn kun er her på deltid. Hvis jeg var kommunal, ville jeg straks få et gæstebarn ind ad døren,” siger hun.

Forældrene hos Lisbeth Kruse er også glade for, at der ikke er noget, som hedder gæstebørn hos Lisbeth.

”Lisbeth har de børn hun har – hun skal ikke forholde sig til at have gæstebørn, siger Linda Andersen, mor til Anna på halvandet år. Hun forklarer, at hendes datter Anna får den tryghed og forudsigelighed, hun har brug for hos Lisbeth Kruse. ”Det er altid den samme voksne og de samme børn, Anna er sammen med. Og det skaber tryghed,” siger hun.

Sætter sin egen dagsorden
Som privat dagplejemor er Lisbeth Kruse sin egen chef. Hun bestemmer selv, hvordan hun tilrettelægger sin dag, og hvordan hun gør tingene. Det er både en fordel for Lisbeth selv, men også for forældrene.


”De ekstra ting Lisbeth kan give ved, at hun sætter sin egen dagsorden, kunne den kommunale dagpleje ikke give. Vi fik opfattelsen af, at hvis barnet ikke passer ind, så kan de ikke rigtigt gøre noget ekstra,” siger Linda Andersen.

Ledelsen skal lytte
Inden Lisbeth Knudsen blev ansat som dagplejemor i Faaborg-Midtfyn Kommune, var hun ansat på Ærø. Og Lisbeth Kruse fortæller, at forskellen mellem de to kommuner var stor. ”Hvis ledelsen i Ringe var som på Ærø, havde jeg nok stadig været kommunal dagplejer. Lederen på Ærø bakkede dagplejerne fuldstændigt op. Hun stod 100 procent bag os. Hun var lydhøre, og hvis der var noget, vi var i tvivl om, så var lederen der altid,” siger Lisbeth Kruse. Hun understeger, at den nuværende ledelse er en anden, end den hun arbejdede for som kommunal dagplejer.
 
”Det kunne være så velfungerende”
I Lisbeth Kruses øjne er det afgørende, at ledelsen lytter til dagplejerne og er der for dem. ”Jeg tror ikke, der er noget, der skaber så meget stress som ikke at blive hørt,” siger hun og fortsætter:

”Det er synd, at det ikke fungerer, for det kunne være så velfungerede – det har jeg jo set. Og jeg er sikker på, at intentionerne er der hos ledelsen. De er også meget pressede. Det er synd, for de har nogle afsindigt dygtige dagplejere, men selv den allerbedste dagplejer kører jo træt,” siger hun og fortæller, at mange har forladt faget eller uddannet sig til pædagoger.


Ledelsen skal lytte
Det er ganske enkelte ting, der skal til for at løse problemerne, mener Lisbeth Kruse. ”Ledelsen skal lytte til den enkelte dagplejer og bakke dagplejeren op, så hun ikke står alene med det. Og så skal man ikke bare stavre børn ind, sige hun og og fortsætter: ”Hvis det er dårligt ovenfra, så bliver resultatet bare ikke godt – og så er det børnene, der betaler prisen til sidst.”