30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD B > Ringe Brugsforening vil gentage succesen fra Gislev
Ringe Brugsforening vil gentage succesen fra Gislev
Ryslinge Brugsforening stemmer torsdag den 8. oktober om, de vil fusionere med Ringe Brugsforening. Hvis resultatet bliver et ja, så overtager Ringe driften af Dagli’ Brugsen med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2009.

Dagli' Brugsen i Ryslinge  Fotograf: Christian Bo Michelsen

- Vores største udfordring bliver at få gjort butikken attraktiv for kunderne, så de har lyst til at komme ind og gøre deres indkøb, og at skabe sorte tal på bundlinjen, fortæller bestyrelsesformanden fra Ringe Brugsforening, Jørgen Møller Nielsen.


Han bliver ny bestyrelsesformand for Dagli’ Brugsen, hvis medlemmerne af Ryslinge Brugsforeningen stemmer ja på torsdag. Han vil sammen med brugsuddeleren fra Ringe være til stede som gæster under generalforsamlingen, men udelukkende for at svare på spørgsmål fra medlemmerne.
 
Erfaringerne fra Gislev er positive
Butikken i Ryslinge er økonomisk trængt. Nuværende bestyrelsesformand, Flemming Lønberg, ser derfor fusionen som en rigtig god løsning, da Ringe Brugsforening har mulighed for at forbedre butikken ved at skyde penge i den.
- Vi kan vende den negative udvikling i Ryslinge i kraft af, at vi mener at have en erfaring med at drive butik. Vi skal se på omkostninger i daglig dag, udnytte medarbejder ressourcerne i bredest muligt omfang ved at have dem i arbejde, når der er behov, lyder det fra en optimistisk bestyrelsesformand i Ringe.


Det essentielle for Jørgen Møller Nielsen er, at de får skabt en butik, som kunderne i området er glade for og tilfredse med, hvilket lykkedes dem i Gislev i 2002.

- Det er blevet meget, meget bedre. Det er blevet en rigtig lækker butik, der er blevet større og med et bedre udvalg. Jeg synes, det har været godt, at de gjorde det, fortæller Lene Pedersen fra Gislev.
 
Kunderne skal støtte op om projektet
Ændringerne i butikken kan ikke gøre det alene. Derfor har Ringe Brugsforeningsformand en klar handlingsplan, der går ud på at lave markant markedsføring af butikken i Ryslinge. I den forbindelse vil butikken have en masse gode tilbud på dagligvarer.


- Gennem markedsføring skal vi skabe et større salg, som skal give afkast på bundlinjen. Det er et spørgsmål om at få den eksisterende kunde masse til at komme ind i butikken, siger Jørgen Møller Nielsen.


Han er ikke i tvivl om, at butikken nok skal komme op at køre igen. Det kræver bare, at beboerne i Ryslinge bakker op omkring Dagli’ Brugsen.


- Hvis man er så uheldig, at borgerne en dag ikke vil bakke op omkring butikken, så kan man ikke drive forretning, siger Jørgen Møller Nielsen.


Succeskriterierne for fusionen er derfor, at borgerne i Ryslinge bliver tilfredse med Dagli’ Brugsen.


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: