Småstenene knitrer under fødderne. Nogle enkelte sten får sig en flyvetur, mens klokkerne slår ti slag. På den brede sti er Ryslinge Sognekirkes graver, Bjarke Pedersen, i færd med at lægge gran på en trækasse fyldt med jord. Jorden stammer fra det nyligt gravede hul, der vidner om morgendagens begravelse.

- De fleste vælger at blive bisat og brændt i dag. Det er en afsmitning fra byerne, hvor det begyndte at blive moderne for 15 år siden. Det her er kun vores fjerde jordbegravelse i år, fortæller Bjarke Pedersen og refererer til den 1,7 meter dybe grav, hvis sider er polstret med gran.

I år kunne han fejre 25 års jubilæum, som graver hos Ryslinge Sognekirke, men inden da havde han nået være graver i syv år for kirken i Ringe. Efter 32 år i branchen, har han været med til at lægge over 600 mennesker til rette på deres sidste hvilested.

Han er oprindeligt er uddannet anlægs- og planteskolegartner. En uddannelse han gør brug af i det daglige, når han vedligeholder kirkegården, anlægger nye grave og køber blomster til at pynte alter og kirke.

Bjarke Pedersen er meget engageret i sit job, som han med egne ord kalder en livsstil. Derfor har han sat sin ind i Ryslinge Sognekirkes historie, så han, udover at være graver, også kan fungere som turistguide for gæster i kirken.

Det er en interesse, som han ikke kan slippe. Samtalen spores flere gange ind på, at sognekirken kan dateres tilbage til først i 1200-tallet og måske før, da der er forlydender om, at der før det lå en trækirke på stedet.

Fra dødsfald til grav
Lige så længe der har været kirke på stedet, har der også været kirkegård, hvilket har resulteret i nogle enkelte fund. Det mest spektakulære blev gjort af præstefruen, da hun fik gravet køkkenhave. Her dukkede en spiral-lignende genstand op, der viste sig at være af det pureste guld og stamme fra vikingetiden.
Bjarke Pedersen har selv fundet en stenøkse og nogle mønter fra 1800-tallet, der stammer fra dengang man gav afdøde penge med til færgemanden.

For 15 år siden fik Bjarke Pedersen trumfet igennem, at der ikke længere skulle foregå jordbegravelse på det fjerneste stykke af kirkegården. Det skyldes, at jorden indeholder blåler og vand, hvilket nedsætter forrådnelsesprocessen.

- Det er kvalmende at grave en kiste op, der har ligget i 20-35 år uden at forgå, fortæller han.

Den normale fredningstid for en jordgrav er 20 år, hvilket er nok til at afdøde er forgået i almindelig jord.  

Udover mødet med de intakte kister, så har Bjarke Pedersen prøvet at falde ned i en grav to gange. Det er blandt andet oplevelser som disse, der får folk omkring ham til at undre sig over hans karrierevalg.

- Mange mennesker har gennem tiden, spurgt mig, om det ikke var uhyggeligt at skulle gå og grave mennesker ned, når de er døde, men det er jo kun en lille del af, det jeg laver,” siger Bjarke Pedersen.

I dag er der mange, der dør på sygehuset, og så er det bedemanden, der retter henvendelse til graveren, hvorefter der bliver lavet en aftale mellem de pårørende og graveren. Det sker som regel fire-fem dage før begravelsen/bisættelsen. Graveren står for samtalen med de pårørende, hvor der skal findes gravsted, blomster til pyntning af kirke og alter, grave hullet til kiste eller urne og at pynte graven af efterfølgende.

- Det er også mit job at råde og vejlede de pårørende i deres sorg. Det er vigtigt at kunne tale med de pårørende og at stå til rådighed, når de har brug for det, derfor står jeg til rådighed 24 timer i døgnet, i forbindelse med planlægning af en begravelse, siger Bjarke Pedersen.
 
Fra grav til sten
Efter en kiste er blevet nedsænket i jorden tager det cirka tre-fire måneder, før graven er klar til at blive plantet til. Med en urnenedsættelse sker det efter cirka otte dage, hvor urnen kommer tilbage fra kremering. Det er forskelligt om, det er graver eller de pårørende, der anlægger gravstedet, men på Ryslinge kirkegård passer graverne størstedelen af gravene.

Den erfaring har været med til at få Bjarke Pedersen til at skifte mening med hensyn til, om han skal bisættes eller begraves.

 - Jeg skal bisættes. Jeg har ellers i mange år sagt at jeg skulle begraves, det er ikke fordi jeg føler mig presset, selvom det er et modefænomen med bisættelser. Det hænger sammen med at man ikke har de store familier med fem-seks børn længere, så der er ikke længere nogen der kan tage over og passe gravstedet. Derfor skal jeg bare have et lille gravsted, som min familie kan passe, fortæller Bjarke Pedersen.

Blandt de grave han passer på kirkegården, er hans fars. Bjarke Pedersen har lavet gravstedet i sin egen stil med fokus på, hvem hans far var. Hans fars personlighed træder for eksempel igennem ved, at gravstenen blev lavet af en sted, han selv havde fundet.  

- Ligesom med min fars grav, så prøver jeg så vidt muligt gennem samtale med de pårørende at ramme afdødes stil. Så graven ikke bliver så anonym. Det kan fx være med en sten afdøde selv har fundet eller en plante fra afdødes have, siger Bjarke Pedersen.

Et personligt gravsted er vigtigt for ham, så man har noget, der får en til at mindes afdøde, når man er på kirkegården. Selv har han ikke gjort sig mange tanker om, hvordan hans eget gravsted skal se ud.

- Jeg har ikke spekuleret så meget over, hvad der skal stå på min egen gravsten. Det er sådan noget vi skubber foran os. Sort humor er vigtigt for at overleve i branchen, så jeg plejer at sige, at jeg skal have en undertekst på min, hvor der står: Endelig satte han spaden, siger Bjarke Pedersen med et grin, der når de mørkebrune øjne.

Trækassen med jord ligner nu en forvokset træstamme fra bageren, der er belagt med gran. Bjarke Pedersen river stien omkring graven, så det tager sig pænt ud til begravelsen i morgen.