Politikere vil have heldagsskole for alle i Vollsmose
Valgkampen til kommunal- og regionsvalg er skudt igang. Den notoriske bydel Vollsmose er ikke på dagsordenen hos de fleste politikere og fylder stadigt mindre. Politikerne er dog i høj grad enige om hvor der skal sættes ind: på uddannelsesfronten.
- Vi går ikke til valg på noget der har noget med Vollsmose at gøre. Hvis du går tilbage 8-10 år vil du kunne se, at det var den store dagsorden i Odense. Det var hvordan man kunne løfte det her boligområde. Så satte man igang i helhedsplanen og kvarterløft og alle de her ting. Der er det min vurdering, at de ting som man har ladet live videre, fx omkring arbejdsmarkedsindsatsen med Etnisk Jobteam osv., er de ting der er med til at løse problemerne derude nu., siger Stina Willumsen (SF). Ifølge Stina Willumsen er det på uddannelsesfronten, der skal sættes ind.
- Den bedste forebyggelse af kriminalitet et sted som Vollsmose er at børnene har det godt. Det handler i høj grad om hvad det er for nogle vilkår de vokser op i.
Heldagsskolen er en forsøgsordninger der gælder for 0-3. klasse i Vollsmose. Stina Willumsen ser gerne, at man udvider heldagsskolen for alle.
- Hvis du går i skole i Vollsmose så får du et par ekstra undervisningstimer hver dag hele din skolegang.
Tina Bue Jensen (soc.dem.) udtaler:
- Man skal turde fortsat vise, at for at opnå ens vilkår i byen så er man nødt til at behandle folk forskelligt. Derfor skal vi fortsat lave en øget indsats i Vollsmose. Penge alene løser ikke problemerne. Vi skal have de tosprogede medarbejdere tilbage og vi skal arbejde på at udvikle heldagsskolen.
Viceborgmester Alex Ahrendtsen (DF) mener også, at det er på uddannelsesfronten der skal sættes ind, men han mener ikke, at der skal flere midler til det.
- Jeg tror, at det er et større arbejder der er nødvendigt i forhold til skoler og den slags ting. Men der skal ikke flere penge til; det er ikke pengene der får folk til at integrere sig. Man kan ikke købe sig til integration.
Skriv en kommentar: