Kaffe, gåtur med hunden og yoga. Sådan starter dagen for 28-årige M.H.  Som han sidder der i den sorte lædersofa med en mellemstor familiehund ved siden af, kunne billedet være taget ud af en hvilken som helst normal, ung danskers liv. Men kaffen er brygget af en pædagog, yogaen er anbefalet af hjerneskadecenteret, og hunden, Victor, er ligesom M.H. beboende på Kontraktpensionen Fyn, en udslusningsinstitution for dømte stofmisbrugere.

Med et liv ind og ud af fængsler og arresthuse, har M. H.’s ungdom været alt andet end normal. Men M. H. er i dag tættere på drømmen om en normal tilværelse end nogensinde før. I januar 2010 er det meningen, at han skal forlade Kontraktpensionen, efter tre måneders social og praktisk forberedelse. 

Fra rambuk til rappelling

På pensionens vægge hænger der billeder af smilende mennesker i kano og på skovtur. M. H. fortæller, at billederne er taget i på Kontraktpensionens seneste udflugt i Sverige.

”Vi rappellede,” fortæller han entusiastisk. ”I starten tænkte jeg, at det skulle jeg slet ikke, det der – det er jo helt vildt!”

Også biografture og bowling med de andre beboer har M. H. prøvet i løbet af de sidste tre måneder.

”Da jeg startede her på pensionen var jeg bange for, at jeg ville kede mig. Men det kan slet ikke lade sig gøre. Der sker noget hele tiden,” siger han. ”Jeg har fundet ud af, at man kan holde sig beskæftiget på en anden måde,” fortsætter M. H., hvis tidligere aktiviteter tæller en lang række lovovertrædelser.

M.H. er tidligere dømt for blandt andet tyveri, rambukrøveri og salg af narko. ”Jeg har nærmest prøvet det hele,” konstaterer han.

Men for tre år siden går det for alvor galt. Under en hårdhændet anholdelse bliver M.H. så hårdt kvæstet, at han får en varig hjerneskade. Siden har han levet et liv fyldt med genoptræning og medicin.

”Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg glemmer jo fra min næse til min albue, og jeg tager piller hele tiden,” forklarer M.H. og tilføjer at fremtiden længe har set rigtig sort ud.

Indtil den dag han tjekker ind på endnu en af kriminalforsorgens institutioner. For M.H., der er en gammel bekendt af de mere traditionelle institutioner som Århus Arrest og Østjylland, er det lille, røde murstenshus med udsigt til Egeskov Slot dog en helt ny oplevelse. 

”I fængslet er der også fodboldbaner,” beretter han. ”Men der er ingen der bruger dem.”

I dag er M.H. gået over til en anden sport. Han spiller golf. På pensionen har han også fået en anden grøn hobby i form af de tre kaktusplanter, der møder øjet, da han åbner døren til sit værelse.

”Det handler om at finde den helt rigtige jordblanding, for at få dem til at trives … min kæreste mener, at jeg snakker mere med min kaktusser end med hende!” griner han og forklarer, at kærester og familie også er velkomne på pensionen.  Når M.H. tænker tilbage, havde han aldrig troet, at han skulle dyrke kaktusser eller spille golf.

”Og fiske!” udbryder han: ”Orh, jeg elsker at fiske..!”

Uoverskueligt  samfund

M.H. var 18, da han først blev en del af det kriminelle miljø. Nu, 10 år efter, har han aldrig haft en opsparing, prøvet at søge SU eller udfylde selvangivelser.

Det er M.H.’s kontaktperson på pensionen, der hjælper ham med al kontakt med kommunen og de øvrige myndigheder. Hvis ikke han havde en kontaktperson, ville han selv skulle tale med flere forskellige sagsbehandlere fra to kommuner. På grund af kommunalsammenlægningen har der nemlig ikke været enighed om, hvilken kommune der skal behandle M.H.’s sag. M.H. tager sig til hovedet.

”Jeg kan slet ikke rumme alt det her,” siger han. ”Jeg føler, at jeg ikke slår til.”

Manden, der fortæller om tilværelsen i fængslet uden at blinke, får bekymringsrynker i panden når emner som kontanthjælp, borgerservice og kontooprettelse bliver nævnt.

Ting som for os andre er blevet en vanesag, men som for M.H.’s vedkommende blev konfiskeret ved indgangen til fængslet sammen med hans initiativ og hans personlige ansvar. Ting som vælter ned over hovedet, som flere års kumulering af tunge mursten, lige så snart der åbnes for cellen.  Ting som M.H. for alvor har lært at kende i løbet af de sidste 3 måneder.

Derfor har M.H. ofte oplevet fængsler og arresthuse som en nemmere mulighed.

”I fængslet er det hele firkantet og overskueligt,” siger han og uddyber: ”Man går efter det man kender til -  folk er jo tryghedsnarkomaner, ” siger M.H. og sætter begrebet med de småborgerlige associationer i perspektiv.

Billedet af en lille celle med tremmer for vinduerne, som skræmmer de fleste, har aldrig haft samme effekt på M.H.  ”Da jeg første gang kom i Arresthus tænkte jeg: Er det ikke andet? 

Men udsigterne til et liv uden for muren er anderledes intimiderende.

”Det er især relationer til andre mennesker jeg har kæmpet med. Jeg kunne ikke læse dem. Jeg forstod det slet ikke, når folk var ironiske,” siger M.H. ”Giv mig bare et lokale fyldt med hårdkogte rockere. Det er ikke noget problem. Jeg ved, hvordan den verden fungerer, og at det hele handler om at læse mellem linjerne,” fortsætter han og ryster på hovedet.

Først i løbet af de sidste 3 måneder er M.H. begyndt at nære tillid til omverden.

”Jeg har aldrig troet, at der var nogen som helst, der ville mig noget godt”, siger han og stryger hunden, der ligger ved hans side, over hovedet. ”Da jeg kom her på pensionen, og de tilbød mig alt muligt, tænkte jeg:  ”Hvad fanden er de ude på?”

To personer træder ind af døren bag ham. ”Du bliver rigtig nok udspurgt, hva’?”, lyder det fra den ene. ”Ja. Jeg er blevet pressefidus,” svarer M.H. og trækker smilende på skuldrene.

Drømmer om børn og fisketure

M.H. fortæller, at han er blevet voksen.

”Der er sket så meget i løbet af de sidste tre måneder,” siger han.

Og efter de næste tre måneder er M.H. klar til, for alvor, at møde samfundet. Om samfundet er klar til at møde ham, er han ikke helt sikker på. Når han er til familiefest med kæresten, kan han mærke, at han på forhånd er dømt ude.

”Hvad skal jeg sige til onkel Jørgen, når han spørger mig, hvad jeg går og laver?”

Men på sigt, er drømmen selv at stifte familie. ”Jeg vil rigtig gerne have nogle børn,” siger M.H. ”og et normalt liv hvor man tager på fisketur med familien. Der findes en god måde at hygge sig på.”

Fisketurene har han allerede. M.H. fortæller, at man inde i fængslerne snakker om kriminalforsorgens udslusningspensioner. De 180 ledige pladser er eftertragtede.

”Jeg havde hørt derinde, at der var godt her, men jeg havde aldrig troet, at det kunne være så godt. Det er jo en gave,” siger M.H om pensionslivet.  M.H. ved, at der er mange som ham, der har et ønske om at få samme mulighed.

”Systemet vil ikke give dem en chance. Jeg tror, at man kunne nedsætte recidivprocenten, hvis der var flere, der fik muligheden for at komme på pension,” vurderer han og tilføjer, at der selvfølgelig skal være en konsekvens, når man begår en kriminel handling.

”Men samtidig bør man også vise de unge en anden vej. De skal have nogle succesoplevelser, og føle, at der er nogen der har tiltro til dem. Her er der for eksempel ingen tremmer for vinduerne,” siger M.H. I stedet er der tillid til beboerne.

”Jeg skal bare lige sige, når jeg går i kiosken,” indskyder han.

M.H. ved, at der er langt mellem fængsel og frihed, og han har erfaret, at der er uhyggelig kort mellem frihed og fængsel. Men i løbet af de sidste 3 måneder er han kommet tættere på friheden end nogensinde før. Samtidig er fængslet snart et sekundært memoir blot.

Der er stadig 3 måneder til, at M.H. forlader Kontraktpensionen.

”Selvfølgelig vil man gerne hjem. Men det tænker jeg ikke så meget på, når jeg er her. Jeg vil bare gerne blive herude i friheden,” siger han om sin oplevelse af Kontraktpensionen Fyn.

M.H. ser på sit armbåndsur. Snart er der frokost. Bagefter tager han af sted til yoga.

 

Redaktionen er bekendt med M.H.’s rigtige navn.