-     Konvolutten dumper ned i postkassen. Heri ligger det vigtigste skridt på vejen mod at realisere en drøm. Han åbner det stille, nærmest lidt for fattet, og læser omsider de gode nyheder. Sekunder efter modtager de andre bestyrelsesmedlemmer en sms., Nu har den rare postmand været her.

Jens Haastrup er ikke typen, der begynder at springe op og ned, selvom det uden tvivl var den bedste nyhed, han havde fået i hele processen. Den proces, der siden har ført til, at Kværndrup trænings- og kulturcenter nu snart kan kaldes en realitet. Siden da er det gået stærkt. Meget stærkt.

  >>Der er ikke rigtig noget, der forhindrer vores plan. Altså bortset fra, vinduerne skal leveres og isættes, loftet skal på plads, der skal isoleres, vinduerne skal mures til, alting skal ordnes efter forskrifterne, branddørene skal nå at blive leveret og isat, og gulvene skal lægges, og maskinerne skal nå at blive leveret, og vi skal nå at finde instruktørerne, så er der ingenting, der mangler,<< siger han

Han griner. Heldigvis. Usikkerhedsmomenterne er en del af det maratonløb, der til januar 2010 endelig ser ud til at nå målstregen. Med sin hånd kører han en smule af det røde hår væk fra den sorte skjorte, og op bag øret, hvor resten er samlet i en stram hestehale. Han er lige kommet fra foreningens bestyrelsesmøde, hvor det stadig vrimler med de løse ender, han efterhånden er blevet vant til at håndtere, i hans et-årige periode som formand og tovholder på projektet om at skabe et alternativt foreningstilbud til de unge i Kværndrup. Det virker overvældende for ham at opremse de forhindringer og tilbageslag, som forløbet har budt ham på, for vejen mod målet har været fyldt med rundkørsler, fartbump, snoede stier og stopskilt. Men nu lysner det. Byggetilladelsen er kommet i hus. Jens Haastrup kan se enden.

Den hårde start

Tilbage til 2007. Som en spøgelsesby fra en western lå Kværndrup stille hen. Det blev klart for nogle af byens borgere, det var nødvendigt med forandring. Og sådan blev idéen om et trænings- og kulturcenter til.

  >>Det handlede om, vi ville skabe et samlingspunkt i byen. Et sted, hvor man kunne tale på tværs af aldre, på tværs af generationen. Et sted med sammenhængskraft. Samtidigt skulle det være et sted, hvor man havde alternative tilbud til de børn, der måske ikke lige er til fodbold eller håndbold,<< forklarer Jens Haastrup.

Det blev hurtigt et omfattende projekt. Forventningerne susede langt over skyerne og ud i den Kværndrupske atmosfære. Lyse og indbydende lokaler. Genoptrænings­muligheder for fysiske og psykiske skader. Et varmvandsbassin. Selv stod Jens Haastrup som hjælper. Han var overbevist om, at deres planer havde en lys fremtid. Men selvom man kan se, hvor regnbuen ender, er det ingen garanti for, man finder guldet.

  >>Der var ikke noget ekko. Der var simpelthen ikke nogen, der kunne se det samme perspektiv i det, som vi kunne. Vi søgte midler over alt: fonde, lokale sponsorater, det var virkelig frustrerende med alle de afvisninger,” siger han.

I kommunen fandt foreningen heller ikke den samme velvilje over for centeret, som lokal­befolkningen kunne mønstre. Det blev et nej.

Et nyt perspektiv

Her kunne håbet om forandring sagtens have stoppet. Hele udviklingen har dog i sidste ende gavnet visionerne. Jens Haastrup var tvunget til at indse, at deres planer måske havde været for omfattende.

  >>Vi blev nødt til at ændre vores ambitioner. Jeg vil ikke sige, vi sænkede dem. Vi blev bare nødt til at spørge os selv: ’Hvad er det reelt set, vi gerne vil?’, i stedet for: ’Hvad er det, vi vil’. Det har helt sikkert været med til at forbedre vores chancer,<< siger Jens Haastrup.

Forhindringerne har været en del af vejen. Det har bragt et element af realisme ind i planlægningen for centeret. Noget der på flere måder kommer til gavn for lokalsamfundet. For Jens Haastrup ved godt, de også har, hvad han kalder et ’socialt ansvar’. Derfor skal rammerne for centeret også inkludere et tilbud til folk fra de forskellige bosteder i byen. Et sted, hvor de kan komme hen og føle sig trygge.

  >>Det skal være et sted, hvor tre drenge kan få lov til at arrangere en weekend, hvor de kan sidde og spille computer. Hvis en amatørkunster har mod på at udstille hendes malerier, så er det lige præcis stedet, hvor hun kan gøre det. Samtidig skal det være et sted, hvor der er plads til alle. Hvor de folk fra de forskellige bosteder kan komme og finde ro. Det mener jeg er en del af det ansvar, vi har i et lille lokalsamfund som vores,<< bedyrer han. 

Den flinke postmand

Vendepunktet kom for alvor i sommeren 2009. Efter at have undersøgt mange muligheder i gamle lagerhaller og lokale erhvervsbygninger viste der sig en mulighed i forbindelse med den lokale sportshal. Herefter gik det stærkt. Der blev hurtigt søgt om byggetilladelse og en tilsyneladende almindelig sommerdag, kunne Jens Haastrup endelig ånde lettet op.  Det var som, når den fulde onkel endelig stopper sin netop improviserede bryllupstale med et: ’Ja, l-l-lad osch nu … hik … bare skåle for djet unge par’. For denne dag åbnede han konvolutten med byggetilladelsen. SMS’erne til bestyrelsen fulgte hurtigt efter.

Drømmescenariet           

Men der er flere mål at nå. Det har hele tiden været målet, at centeret samtidig skal tjene som et forbillede for resten af Kværndrup. Det skal sætte gang i en sommerfugleeffekt.

  >>Vi håber virkelig, der kommer denne her sammenhængskraft. Folk skal se at sådan noget her kan lade sig gøre. Man skal ikke undervurdere værdien i, at et lokalsamfund ser, at det rent faktisk kan lade sig gøre at åbne noget nyt. Den synergi, der er i det, fører forhåbentlig noget mere med sig. Nye projekter, nye muligheder,<< siger han.

-      Jens Haastrup træder ind i det lille lokale. Tre personer diskuterer ivrigt, hvorfor ham den nye caféejer nede i byen ikke har nybagt brød. Det er da for dårligt, han bare har det der bake-off. På fitnessmaskinerne kæmper tre mænd og to kvinder med deres figur. De to sidste husker Jens tydeligt fra for tre år siden. De er blevet tyndere og ser meget sundere ud. Jens går derfra med et smil på læben. Drømmen lever.