30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD B > "Det er trist at være den langsomme"
"Det er trist at være den langsomme"
RYGESTOP. For 16-årige Simone Selina Hansen har det været en stor omvæltning at starte på efterskole. Ikke blot de nye omgivelser på Ryslinge Efterskole på Fyn har krævet tilvænning. Efter at have røget i to år skal hun vænne sig til en hverdag uden cigaretter. Efterskolen er nemlig røgfri.

På Ryslinge Efterskole har man valgt at tage elevernes rygeafhængighed seriøst. Ifølge forstander Torben Vind Rasmussen er der en tendens til, at skoler ikke anerkender de unges afhængighed.

   Ved skolestarten blev alle rygere tilbudt et rygestopkursus. Noget Simone Selina Hansen har nydt godt af.

 

”Det var sejt”

”Jeg startede fordi det var spændende. Man havde set de voksne gøre det. Så det var lidt sejt,” siger hun.

 

Inden hun startede på efterskolen, havde hun planer om at stoppe. Men rygestopkurset har været med til at skubbe hende i den rigtige retning. Fraværet af de daglige smøger kan især mærkes på fysikken.

 

”Det er dejligt, at jeg kan mærke det på konditionen, når jeg dyrker idræt. Jeg kan løbe bedre nu og bliver ikke så hurtigt forpustet,” siger hun.

 

Målbar effekt

For at holde øje med eleverne har skolen købt en CO2-måler. I starten af rygestopkurset skulle de nu ikke-rygende elever puste i måleren en gang om dagen. Herved kunne man kontrollere om eleverne havde overholdt rygestoppet. 

   Ifølge forstander, Torben Vind Rasmussen var der en målbar forbedring at spore hos de rygeafvendte unge mennesker.

 

Simone Selina Hansen kendte godt til skolens rygepolitik. Hun var derfor motiveret fra starten for at stoppe med at ryge.

 

”Vi bestemte selv, om vi ville melde os til rygestopkurset. Så det ville jeg gøre. Ellers ville blive for svært at stoppe,” forklarer hun.

 

De daglige tests i starten blev dog til tider for meget.

 

”Det var at tjekke os lidt for meget. Men det har været fint nok. Det gør, at man ryger mindre end før,” siger hun.

 

Stadig festryger

Simone Selina Hansen har svært ved helt at kvitte smøgerne. Det er især i bestemte situationer at trangen opstår.

 

”Til tider er det svært. Når man har været på efterskolen i to uger kan man godt mærke, at man begynder at blive rygetrængende. Jeg savner allermest at ryge, når jeg er trist, stresset eller bare har lyst til at slappe af.”

 

 

Motivationen er fodbold

Simone Selina Hansen spiller fodbold, og det er faktisk den største motivation for at lægge smøgerne på hylden.

 

”Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er åndssvagt at ryge. Jeg spiller fodbold. Efter jeg er begyndt at ryge, bliver jeg hurtigere forpustet. Det er trist at være den langsomme,” konstaterer hun.

 

 

Tid til eftertanke

Simone Selina Hansen håber ikke på, at hun falder tilbage i den gamle vane, når efterskoleopholdet er slut. Men helt sikker er hun ikke. For det er ikke let at stoppe.

 

”Dengang jeg startede, benægtede jeg, at jeg gjorde det, fordi det var sejt. Men nu, hvor jeg er blevet afhængig, kan jeg se, at det var derfor. For jeg syntes jo ikke, at det smagte godt,” siger hun. 

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: