Det store lokale er fyldt. En skare af Ryslinges ældre borgere er mødt op til det første af valgmenighedens foredrag i efterårssæsonen. I lokalet bliver de mødt af tre lange borde, hvor kaffekopper og sangbøger ligger side om side.

Som i alle andre foredragssale er der et flygel, der inden og efter foredraget skal hjælpe menigheden igennem aftenens sange fra højskolesangbogen. Forsamlingen er ellers velbevandret i sangbogen. I løbet af aftenen når de igennem både højskolesang og kringle.

I den højre side af salen er der en tavle, hvor alle menighedens præster er nævnt i kronologisk rækkefølge. Der er ingen tvivl om, at valgmenigheden gør, hvad den kan for at være bevidst om sin historie. Historien om byen med de to kirker og tre menigheder er også en særpræget og indviklet fortælling. I sidste halvdel af det 19. århundrede og den første fjerdedel af det sidste århundrede var byen ramme om en voldsom kirkestrid, hvis omfang stadig er synlig. I Ryslinge er der fortsat valgmenigheden, sognemenigheden og frikirken, som folk med hang til protestantisk kristendom kan melde sig ind under.

Det er historien om de tre menigheder, folk er kommet for at høre om denne tirsdag aften. Her holder Knud Gjesing Poulsen foredrag under overskriften religionskrigen på Midtfyn. Han er lokalhistoriker og har i anledning af Rudme friskoles 150 års jubilæum skrevet Rudmebogen, der også berører Ryslinges voldsomme historie.

Den moderne kirke

Denne historie tager udgangspunkt i den kontroversielle præst Vilhelm Birkedal. Han blev i 1849 præst i byen og var fra start meget inspireret af Grundtvig. Derfor afviste Birkedal også de andre religiøse vækkelser, der var oppe i tiden. Men den afgørende strid kom dog til at stå mellem kongen og folketinget på den ene side og Birkedal og hans menighed på den anden side. Med grobund i en personlig konflikt mellem Birkedal og kongen lykkedes det at starte en menighed indenfor folkekirken, men med frit præstevalg og uden for biskoppens indflydelse.

Ifølge Gjesing var kirkekampen i Ryslinge udtryk for den kamp, der fik størst indflydelse på eftertiden. Kampen mellem tradition og modernitet. Birkedals tilhængere stod som repræsentanter for det moderne. Ønsket om at vælge sin egen præst er, ligesom et andet krav i datiden om frie folketingsvalg, udtryk for individets opgør med autoriteterne.

Gjesing fortsætter op gennem historien, hvor han i starten af 1920erne når til den anden kirkesplittelse.

Hvor den første kirkesplittelse var af personlige årsager, havde den anden karakter af teologiske uenigheder. Efter Torkild Skat Rørdam blev præst for valgmenigheden i 1918, kom der på ny gang i diskussionerne. Flere i menigheden mente, at Rørdam udfordrede Grundtvigs tanker, der for mange var afgørende for kirkens selvforståelse. Rørdam ændrede på trosbekendelsen og derved på dåbsritualet. Det fik i 1921 nogle af valgmenigheds medlemmer til at starte en ny menighed, der fik navnet den Grundtvigske Valgmenighed.

Da folkekirken få år senere ikke længere kunne acceptere Rørdams dåbsritual, stiftede han Ryslinge frikirke, der stod fri af folkekirken. Og der skulle også en retssag til før begge kirker måttet enes om at deles om kirken.

Kirken i dag

Så langt så godt i følge Gjesing. Men hvor langt er Ryslinges nuværende borgere fra den kirkestrid, der tidligere splittede familier hver søndag? Flere af de fremmødte er gamle nok til at have mærket eftervirkningerne eller haft forældre, der har taget aktivt del i stridighederne.

Men i dag hersker der fred og fordragelighed mellem menighederne. Valgmenigheden og frikirken kan i dag sagtens deles om præster, hvis det er nødvendigt. I dag kan sognepræsten sagtens være medlem af valgmenighedens bestyrelse, og det er stort set kun den juridiske del, der adskiller valgmenighed fra frikirken. Kun når det gælder dåb er der stadig forskelle.

Betyder det at menighederne blot er et levn, som byens ældre beboere kan mindes en gang om året?

På spørgsmålet om historien kan være inspiration i dag minder Gjesing om, at vækkelse falder i tre generationer, og at vi formentlig befinder os i den langsomme afvikling af oprøret.

”For Grundtvig befandt vi os altid i den løbende tid. Derfor må vi tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og ikke hænge fast i fortiden, hvis lidenskaben ikke skal gå tabt” siger Gjesing.

Valgmenighedens præst Michael Nielsen tror heller ikke kun, det er historie uden indhold. Han mener, at historien stadig optager folk. Det viser fremmødet til foredraget.

”Vi er nødt til at erkende, at vi ikke lever i vækkelsernes højdepunkt i 1860erne. Men folk tager stadig ansvar for deres kirke i dag”

Uden at kende de konkrete tal, mener han at der er flere aktive i hans menighed end i de fleste folkekirker.

Han påpeger, at de tre menigheder er styrker engagementet frem for, hvis der kun var en kirke, der samlede hele byen.

”Engagementet skyldes formentlig, at der ikke kun er én supertanker, men tre forskellige menigheder, der opsamler folks engagement. Ryslinge ville blive et kedeligere sted, hvis der kun var en menighed” slutter han.