”Vi tør godt mene noget.
Vi tør godt sige, at rygning er usundt.” Ordene er Torbens Vind Rasmussens. Han
er forstander på den nyåbnede Ryslinge Efterskole, som den 9. august modtog sit
første hold elever.
Efterskolen har en klar
rygepolitik. Det er ikke tilladt at ryge på noget tidspunkt - hverken på eller udenfor skolens
område.
Det kan være svært for en 16-årig
at stoppe med at ryge. Derfor tilbyder de rygestopkurser til elever, som har
svært ved at kvitte smøgerne.
Ud af de 80 nye elever
var der cirka 12 tilmeldte til skolens rygestopkursus.
Skolen har haft besøg af en
rygekonsulent, som har sat dele af personalet ind i problematikken. Den har
også indkøbt en måler, som kan
tjekke CO2-indholdet i rygernes
udånding.
Ryslinge Efterskole er
ikke den eneste efterskole, som har sat fokus på den usunde vane.
Efterskoleforeningens Sekretariat
har i samarbejde med Kræftens bekæmpelse taget initiativ til et kursus rettet
mod efterskoler, som hedder ”Bliv rygestopkonsulent.” To kurser med hver 20-25
tilmeldte er ind til videre gennemført.
Målet med kurserne er, at der
skal være en ankerperson blandt de ansatte på efterskolerne. En som eleverne
kan gå til for at få hjælp med deres rygestop.
Positiv udvikling
Pædagogisk konsulent på
Efterskolernes Sekretariat, Ole Borgå er ind til videre tilfreds med virkningen
af kurserne.
” Før kom der flere
rygere ud, end der kom ind. Den udvikling har vi standset,” siger han og
henviser til efterskolernes ry som en kickstarter for nye rygere.
På Ryslinge Efterskole
håber forstanderen snart at få en plads på et af de eftertragtede kurser.
Indtil da prøver de at holde eleverne cigaretterne fra livet ved at erkende
deres afhængighed.
”Nogle er stoppet. Nogle
er weekendrygere. Men der er ingen, der ryger her,” siger Torben Vind
Rasmussen.
Forståelse for afhængighed
”Vi har en dialogorienteret
tilgang til problemet. Hvis det var nemt at holde op med at ryge, ville det jo
ikke være et problem. Så vi møder eleverne med et ligeværd,” siger
efterskoleforstanderen.
Eleverne bliver af samme
årsag mødt med tilbud om blandt andet nikotinplastre- og tyggegummi.