”Man kan da ikke male en biograf lilla!”.

Erling Naundrup Petersen griner, mens han fortæller om Nørre Aaby-borgernes umiddelbare reaktion på den farve, som biograf-facaden blev malet i for godt 20 år siden. Men lilla blev den. Og Nørre Aaby Bio er på alle måder helt sin egen. Lige så snart man sætter foden på foyerens højrøde gulvtæppe, kan man fornemme, at man her er langt fra de store, moderne biograf-kompleksers tempo. Det røde tæppe fører publikum videre ind i et lille venteværelse med bardisk og sliksalg. Her kan man fordrive ventetiden før forestillingen i bløde, røde sofaer. Over de høje, mørke træpaneler hænger gammeldags filmplakater og filmspoler. Og et stort broderet billede af to farvestrålende papegøjer. Dørkammene er grønne og de rørformene skraldespande orange. Det føles, som om tiden her har stået stille de sidste 50 år.

 

Biografen frem for alt

 

Bag bardisken står biografejeren Erling og sælger billetter. Bagved ham står barens sortiment udstillet i tre glasskabe. Her sælges der bl.a. Jolly Cola og brikjuice. Hans kone, Birgit, sidder over for baren bag en lille glasrude omgivet af bland-selv-slik og chokolade. Og sådan har det været hver eneste aften de sidste 32 år.

 ”Hvis der er en familiefødselsdag, så må vi takke nej. Arbejdet skal jo passes. Da vi fejrede sølvbryllup, måtte vi gå fra festen for at åbne i biografen.”

Biografen afspillede sin første filmrulle i 1948, og i 1977 tog ægteparret Naundrup Petersen så over.

 ”Vi valgte faktisk at gå ind i biografbranchen, fordi vi gerne ville trappe lidt ned på at arbejde. Men vi fandt hurtigt ud af, at det er et hårdt slid at være biografejere.” Og ægteparret har da også for alvor lagt hjerte og sjæl i biografen og har sat deres fingeraftryk på alt fra træværket til teknikken.

. ”Det tog 56 timer at male tremmerne på forsiden af scenen op til lærredet,” mindes Birgit, ”og toiletterne satte vi i stand for 15 år siden i stegende hede.” Alt skal være i orden ned i mindste detalje. Selv det store fortæppe foran lærredet er hjemmefabrikeret. Det har Birgit syet i hånden. ”Det tog sin tid. Vi fik stoffet i lange baner, og dem syede jeg så sammen hjemme i dagligstuen. Hele rummet var svøbet ind i rødt velour. Der var 140 m2 stof,” griner Birgit. Ægteparret bor i samme bygning som biografen, så de er aldrig langt væk fra hjertebarnet.

 

Selv toiletterne skal være en oplevelse

 

I aften er der seks besøgende i biografen. De sidder parvis og venter i stilhed på, at dobbeltdørene ind til salen bliver åbnet. Kun den svage summen fra de arkitekttegnede guldlamper overdøver stilheden. Stemningen er afventende. Erling kigger på uret og går så hen og åbner dørene. Gæsterne rejser sig og får tjekket billetterne, før de bevæger sig op af trappen, der fører ind i biografsalen.

”Vi vil hellere se film her end i Middelfart”, siger én af aftenens besøgende. ”Her er en ganske særlig stemning. Prøv bare at bemærke biografens duft. Det får man ikke andre steder.” Og duften i biografsalen ligger da også langt fra den sædvanlige biografduft af saltede popcorn. I stedet er der en kølig, let fugtig duft af træ i den halvmørke biografsal.

 Mens publikum finder deres pladser, åbner Erling et lille skab fyldt med farverige knapper. Han trykker lidt omkring, og snart går filmen i gang. Der er ingen operatør ansat. Det klarer Erling også selv. ”Trappen op til operatørrummet sidder uden på huset. Den kan godt blive lidt glat om vinteren, så det gælder det om at træde varsomt,” siger Erling og lukker det lille knapskab. Han kigger stolt op mod lærredet. ”Er det ikke et flot billede? Og lyden er også virkelig god. Rummet har en fantastisk akustik. Vi vil gerne have, at publikum tænker, at lyd og billede bare er bedst i Nørre Aaby.” Der er dog visse fordomme over for den lille, privatejede biograf.

 ”Nogle, der kommer til biografen, er på forhånd skeptiske over for vores billede- og lydkvalitet, men efter forestillingen kommer de hen til os og fortæller begejstrede, at det har været en stor oplevelse.” Og i Nørre Aaby Bio skal selv et toiletbesøg være noget særligt. ”Der er tit besøgende, der siger: ’Det er godt nok nogle flotte toiletter’,” griner Erling. Dametoilettet er holdt i lilla og herretoilettet i blåt. Selvfølgelig med matchende håndklæder og dørkamme.

 

Film skal ses i biografen – hver aften

 

Men det er også hårdt arbejde at drive biograf. Især i en lille provinsby. Og der bliver ikke altid slidt lige meget på de 229 sæder i Nørre Aaby Bio.

 ”Der har været op- og nedture, men det løber da rundt. Der er aldrig helt fyldt op. Det er kun sket ganske få gange, f.eks. da vi spillede ’Åndernes Hus’ i 1993 og overraskende nok ’Walter og Carlo – op på fars hat’ i 1985. Men det er også meget sjældent, at vi har en aften, hvor der slet ikke kommer nogen. Der er altid mindst to.” Biografen har det princip, at man viser alle nye danske film. Og der bliver solgt billetter nok til, at helt nye titler hurtigt kommer til Nørre Aaby.

 Selvom parret nærmer sig pensionsalderen, er der dog ingen konkrete planer om at smide filmrullen i ringen.

 ”Folk har da spurgt os, om vi ikke snart er for gamle til at drive biograf, men vi kan jo stadig det samme, som vi altid har kunnet. Det vigtigste er, at biografen ikke går i forfald. Vi har brugt en stor del af vores liv her, og når vi ikke kan klare den længere selv, så håber vi på, at der er nogen, der vil overtage og drive den videre i samme ånd.” Hvornår det bliver, kan parret dog ikke svare på.

 ”Så længe vi har vores gode helbred, og så længe vi ikke er kørt trætte i det, så bliver vi ved. Men efterhånden har vi jo været her så længe, at vi har prøvet alting i forvejen. Og renovering og malearbejdet var da sjovest første gang”.

Erling og Birgit er da også kendt i byen som hr. og fru. Nørre Aaby Bio.

 ”Der var engang én, der sagde til os: ’I er ikke mennesker. I er Nørre Aaby Bio.’ Og vi tænker da også meget over, at vi altid skal repræsentere biografen på en ordentlig måde. Det er vigtigt for os ikke at træde for meget ved siden af. Ellers holder folk måske op med at komme.”

 Erling går ind i salen og sætter sig til rette i et af de mørkebrune veloursæder. Hver aften ser han filmen sammen med publikum. Også selvom den har spillet hele ugen. I aften står den på den nye danske film, ’Headhunter’, for 10. gang i træk.

”Jeg vil gerne være til stede i biografen under filmen hver dag. Så kan ingen nemlig komme bagefter og fortælle mig om, hvad der skete i biografen den og den aften, uden at jeg allerede ved det.”