Det kunne ligeså godt være tirsdag i forrige uge eller fredag i næste. Men nu er det onsdag eftermiddag i Nørre Åby, og Lillian Eising på 76 år har lavet kaffe og smurt boller, der står klar på en porcelænstallerken. Hun venter på den fem år yngre Marianne Bredgaard, som ikke blot kommer forbi, fordi hun er besøgsven, men også fordi, hun er en rigtig ven.

”Noget af det gode ved Lillian er, at jeg ikke behøver at komme den samme dag hver uge. Da jeg blev besøgsven for hende, blev jeg rigtig glad. Endelig fik jeg én, som jeg kunne snakke med, og som nu er blevet til en rigtig god ven,” fortæller Marianne Bredgaard, der er kommet ind i stuen og har sat sig i en så stor lænestol, at der nærmest er plads til en til.

Til venstre for hende har Lilian Eising kastet sit strikketøj ned i en kurv og sidder nu og følger med i Marianne Bredgaards beskrivelse af deres venskab. Der går dog ikke mange sekunder, før hun bryder ind og enten bekræfter en påstand eller retter på den.

”Vi er rigtig gode venner. Jeg kender jo også Mariannes mand, og hun kender mine børn. Når vi sidder her, vender vi verdenssituationen og snakker om familie, hvad der sker i byen og det, de viser i fjernsynet,” forklarer Lilian Eising og peger over imod et fladskærms tv, der bryder den ellers gammeldags stil i huset.

Ugens højdepunkt

De to kvinder sidder kun et lille sofabordsbredde fra hinanden, men alligevel når talehastigheden og volumen et niveau, der selv med et høreapparat, kan opfanges. Strømmen af roser om hinanden og anekdoter fra deres efterhånden lange venskab, bliver kun afbrudt af en slubren og koppen med blomster, der rammer underkoppen.

Marianne Bredgaard har været besøgsven for flere, men det er sjældent, hun har været så glad for én, som det er tilfældet nu.

”Jeg glæder mig altid til at besøge hende. Før har jeg haft nogle, der har været så slemt tilredt, at jeg slet ikke kunne snakke med dem. Så er det meget sjovere at have en som Lilian, der kan give én noget modspil,” siger hun og rykker sig helt ud på kanten af stolen.

Det er svært at afgøre, hvem der er mest ivrig efter at snakke, men faktum er, at der i stuen denne eftermiddag ikke er mange øjeblikke, hvor stilheden bryder igennem. Marianne Bredgaard når da nærmest heller ikke at afslutte sin sætning, før Lilian Eising supplerer hende med endnu flere argumenter for, at sin besøgsven bare er toppen.

”Marianne kom og besøgte mig, da jeg røg på hospitalet. Det viser noget om, at hun ikke bare er en besøgsven, men en rigtig ven. Det er faktisk ugens højdepunkt, når hun kommer,” fortæller Lilian Eising, der oprindeligt boede på Amager, men flyttede til Nørre Åby for tre år siden.

Marianne er vigtig

Og det er rykket fra det københavnske til det vestfynske, der har været en voldsom omvæltningen for den 76-årige pensionist.  Med den resterende familie bosiddende tæt på, og repræsenteret i billedrammer på væggene, har Lilian Eising fået en del hjælp fra den front. Men hun er samtidig bevidst om, at de ikke altid har tid, eller for den sags skyld lyst, til at besøge hende. Derfor er hun usædvanlig tilfreds med at få besøg en gang om ugen.

”Det betyder så meget. Jeg har jo ikke de samme oplevelser som mine børnebørn. Så det er godt, at jeg har én som Marianne, jeg kan snakke med. Hvis jeg ikke har haft hende, har jeg jo ikke vidst, hvor meget hun betyder. Men det gør jeg i høj grad nu,” forklarer hun, mens Marianne Bredgaard for en gangs skyld er stille, men nikkende.

Lilian Eising har, i modsætning til sin besøgsven, siddet fredelig lige siden den første slurk af kaffen blev taget.  Det er dog ikke noget, der kendetegner hende. Det første hun gjorde, da hun flyttede til Nørre Åby, var at melde sig ind i diverse aktiviteter. I dag spiller hun blandt andet kort, strikker og går til træning. Alt sammen noget, der har betydet, at Lilian Eising har udvidet sin omgangskreds betragteligt. Men hun vender altid tilbage til Marianne Bredgaards betydning.

”Der kommer jo ingen og besøger mig. Jeg får ingen gæster udover Marianne. Det var rigtig hårdt i starten. Før kendte jeg ingen, nu kender jeg alle. Og det er også Mariannes skyld,” siger hun og kigger på sin besøgsven, der efterhånden gerne vil til orde endnu engang.

Og det får hun lov til.

Lige stor glæde

Begge kvinder lytter nemlig intenst til, hvad hinanden fortæller. Ikke for at rette på den anden, men fordi de elsker at snakke. Marianne Bredgaard har dog hørt nok om, hvor vigtig hun er.

”Jeg er utrolig glad for at hjælpe. Men jeg tror faktisk, at vi får lige meget ud af, at jeg kommer på besøg. Vi ser jo også hinanden ud over de par timer om ugen, hvor jeg kigger indenfor her. Jeg startede med at sige til Lilian: ”Du skal sige til, hvis jeg snakker for meget”,” griner hun.

Pludselig tager samtalen en drejning, og emnet er ikke længere venskaber eller familien, men strikning. Og for første gang denne eftermiddag forholder Lilian Eising sig ikke roligt. Hun springer op og afslører, hvorfor hun nærmest har siddet urokkeligt på stolen.

”Jeg er i gang med at presse en af mine nyeste trøjer, jeg har strikket,” udbryder hun og viser en lilla sweater, der har været gemt under hende, og som, sammen med alle de andre trøjer, hun har lavet, sendes til fattige lande.

Endnu engang er Marianne Bredgade rykket helt frem på stolen, så hendes sorte bukser hives langt op ad skinnebenet og de mørke nylonstrømper nu kommer til syne. Hun følger interesseret med i Lilian Eisings præsentation, og da begge igen har sat sig til rette, lander samtaleemnet endnu engang på det venskab, de begge er så glade for.

”Vi har hver vores mening om forskellige temaer, men vi har aldrig været uvenner. Vi er simpelthen blevet for gamle til at skændes,” lyder det nærmest enstemmigt.