Følger man Langbygaardsvej forbi Vestfyns Gymnasium og endnu et stykke vej dukker en lille blå/grå klods af en bygning op på højre hånd. To søjler støtter indgangspartiet med de sitrende, orangerøde neonbogstaver BIO. Den belyste, glasindrammede plakat afslører, at ugens film er det danske drama ”Headhunter”.
Klokken er lidt over syv på en ganske almindelig onsdag aften. Den hvide dobbeltdør med glasruderne er oplåst. Lyset indefra bryder gennem glasset og bliver blødt indhyllet af det begyndende skumringsmørke.
Indenfor er en lille gruppe mennesker samlet ved et af cafébordene med hvert sit glas rødvin. Høj latter og ivrig diskuteren flænser stilheden i den beige og lyseblå foyer.
Disken bugner af kasser med slik og bagvæggen prydes af filmplakater fra tidligere forestillinger.
”Velkommen til Glamsbjerg bio” står der på et farvestrålende, ophængt skilt.
En omfangsrig forening
For 16 år siden gik den dengang kommercielle biograf fallit, men, som foreningens formand Henning Petersen siger ”alt udstyret var jo stadig dernede og så var vi nogle, der blev enige om at vise film.”
Hermed var Biografforeningen i Glamsbjerg en realitet. Den har siden vokset sig til i dag at tælle et par hundrede medlemmer, deraf ca. 10 hold, hvert med to frivillige, der står for den daglige drift. Herudover er der rengøringshold og frivillige der står for diverse café-arrangementer.
Annette Pedersen, som er en af disse sidstnævnte frivillige, har også indfundet sig i biografen denne aften.
”Vi laver gerne et café-arrangement, hvis der er et tema i en film, som vi synes er spændende.
F.eks. fik vi en tysk gymnasielærer til at holde et foredrag, da vi viste ”De Andres Liv”. Han havde boet i Østtyskland, [mens Stasi opererede aktivt] og var derfor oplagt i den sammenhæng,” siger hun og fortæller videre, at der gerne kommer 50-60 mennesker til arrangementerne, som der afholdes 5-6 af om året.
Alle kan være med
Der er frit udsyn til operatørrummet, hvor aftenens film er rullet op på den store tromle, klar til fremvisning.
”Det er ikke svært at finde ud af. Alle kan lære det,” siger Søren Kristensen, den ene halvdel af aftenens frivillige hold.
Ude i foyeren finder man den anden (og bedre?) halvdel, Trille Kristensen, som i aften er ansvarlig for salg af billetter og lækkerier.
”Søren blev først operatør, så jeg var jo tit hernede for at se film og så kunne vi jo lige så godt være sammen om det,” siger hun og fortsætter, ”jeg gør det fordi det er sjovt.
Det er min motivation.”
Øremærkede penge
Ifølge Henning Petersen besøges biografen af ca. 6000 gæster om året. Foreningen er en nonprofitorganisation og et eventuelt overskud går altså udelukkende til vedligeholdelse og forbedring af biografen. Den holder lukket i ferier, men er ellers bemandet mandag til lørdag fra kl. 19.00 og til dagens film ender.
Nostalgiske gensyn
Med jævne mellemrum ankommer stadigt flere mennesker til biografen og da klokken er tæt på 19.30 har 13 biografgængere løst billet til aftenens forestilling.
”Søren har for travlt med at diskutere, så gå I bare direkte ind,” bekendtgører Trille Kristensen for de fremmødte.
Aftenens biografgængere får sat sig i salens farvestrålende sæder. Lyset dæmpes, men hyggesnakken stopper ikke af den grund. Ikke før lyden brager ud af højttalerne. Fra da af er det kun den sagte lyd af knasende slikposer der blander sig med filmens lydspor.
”Det er sgu’ da Polle fra Snave!” udbrydes der fra salen, da Jens Andersen fra de hedengangne reklamefilm toner frem på skærmen. Det er da heller ikke mere end 12 kilometer, der adskiller Glamsbjerg og Snave, noget der kan forklare den potentielt lokalpatriotiske ytring.
Vigtigheden af at fremme fællesskabet
”Det er vigtigt at holde liv i fællesskabet, når man bor i så lille en by,” pointerer Trille Kristensen.
Sikkert er det da også, at foreningen spiller en væsentlig rolle for denne fællesskabsfølelse. Den venskabelige og drillende tone mellem de fremmødte, demonstrerer også de frivilliges glæde ved at være en del af et fælles projekt, ikke mindst for samværet med deres medborgere. Ugens vagt synes ikke at være en sur pligt for de frivillige, men tværtimod noget der forbindes med en glæde ved at gøre noget for andre og samtidig en vis personlig tilfredsstillelse.
(Skilte-)skriften på væggen
Underteksterne kravler hastigt over skærmen, mens salens lys langsomt stiger i styrke. De farverige sæder forlades lidt efter lidt og snart er Trille og Søren Kristensen de eneste tilbageværende på biografens domæne. Stilheden har endnu en gang indfundet sig i Glamsbjerg Biograf. Lyset indefra, der tidligere skinnede ud gennem vinduet, er nu komplet opslugt af mørket, der bebuder om nattens snarlige komme. Udenfor lyser neonskiltet den dunkle himmel op og minder om, at så længe der er frivillige kræfter i Glamsbjerg, vil biografen bestå.
På vinduet ved hovedindgangen er opsat et skilt med påskriften:
”Skulle operatøren – undtagelsesvis – ikke være mødt frem senest 15 minutter før det annoncerede spilletidspunkt, kan der ringes på et af følgende telefonnumre…”
Et ikke helt almindeligt skilt.
Men på sin egen måde passer det helt perfekt til denne ganske vidunderligt ualmindelige biograf.