30. Juli 2010
Forside > SKOSÅLEUGEN > HOLD A > Butiksdød eller -udvikling?
Butiksdød eller -udvikling?
Krisen har bidt sig fast i Glamsbjerg. På kort tid har hele to af de små, traditionsbundne butikker, Glamsbjerg Osteforretning og Glamsbjerg Slagterforretning, måttet erkende deres nederlag på markedet og lukke. Rundt om i byen taler tomme butiksvinduer med ”til salg”-skilte deres eget dystre sprog.

”Udviklingen kan ikke vendes,” mener Michael Hansen, formand for handelsstandsforeningen i Glamsbjerg, og spår altså ikke ”den lille købmand” mange overlevelseschancer i fremtidens Glamsbjerg.

Tryghed i fællesskabet
”Det er bare nemmere at være en del af en kæde frem for at stå alene,” fortsætter Michael Hansen. Et kig op ad byens butiksstrøg, Søndergade, afslører da også en stor koncentration af disse butikker. Her er bl.a. Matas, Zjoos, Bøger og papir, og, længere nede ad vejen, SuperBrugsen og Fakta.
   Handelsstandsforeningen arrangerer jævnligt forskellige arrangementer for at fremme handlen og få noget liv i byen, f.eks. ”Open by Night”. Men selvom alle butikker er velkomne i foreningen, synes det at være ”de store” der nyder størst glæde af den.

Den enes død, den andens (bager-)brød
Mens de små butikker har det trangt på markedet, oplever kædebutikkerne i byen nemlig fremgang: Bøger og papir har udvidet butikken med en ny legetøjsafdeling, Fakta er flyttet i nye og bedre lokaler og Guldbageren har introduceret Fyns første drive in-bagerforretning.

Udbud og efterspørgsel
”Vi kan kun være kede af det,” siger Glamsbjerg-borgeren Egon Nielsen om lukningen af de små butikker.
”Det er ærgerligt, meget ærgerligt. Vi brugte slagteren meget, men det mig og lillemor lagde dernede var jo ikke helt nok [til at holde butikken kørende],” fortsætter han og trækker opgivende på skuldrene.
   ”Selvfølgelig er det ærgerligt, men det har jo noget at gøre med udbud og efterspørgsel,” siger Peder Enggård, endnu et af Glamsbjergs bysbørn.  Da han selv kom til byen i 1970’erne, lå der hele tre slagterbutikker i Glamsbjerg. De blev alle udkonkurreret, da Brugsen gjorde sit indtog i byen.
Peder Enggård har altså ”set det hele før” og mener blot de små butikkers nedgang er en del af udviklingen. En udvikling som ikke kan vendes, lyder dommen fra de adspurgte.

Den afgørende kamp om markedsandele
Uanset hvad man mener om denne udvikling, forbliver det et faktum, at kædeforretningerne for alvor har gjort deres indtog på markedet i Glamsbjerg.
Det i så høj grad, at de små butikker har måttet træde et skridt tilbage og – i værste tilfælde – måske helt kan have mistet fodfæstet.


Skriv en kommentar:
 
Navn:
Emne:
Kommentar:
Captcha: