Efter 60 kilometers vandring var vreden ved at stilne lidt af, og han befandt sig der, hvor han befinder sig bedst: i naturen. I næsten to år levede han som vildmand på en 60 kilometers strækning ved Enebærodde og Hasmark nord for Otterup på Fyn.

       ”I virkeligheden må man jo ikke bo ude i naturen på den måde, men der var ingen, der opdagede mig i al den tid, jeg var der. Jeg blev som et dyr. Dygtigere og dygtigere til at overleve”, forklarer Steen Viggo, som i dag er 55. Bagagen er smækfuld af livshistorier. Han har været vidt omkring i sit liv. Arbejdet som fisker, dykker, smed og kok og boet i Grønland, England, Færøerne og Holland. Bare for at nævne et par af de ting, han har bedrevet i sit liv. Som han selv udtrykker det:

       ”Den eneste fagforening, jeg ikke har stået i, er Kvindeligt Arbejderforbund.”

 
VorHerres Herberg
Men det var i 1992, at Steen Viggo forlod sin lille familie, kone og datter, og blev ”udeligger,” som det hedder på gadesprog. I Steen Viggos tilfælde blev det ikke en bænk eller en trappeopgang, men derimod Vorherres eget herberg, som han søgte tilflugt i. I Otterup Brugs købte han en pressening til 31 kroner, noget tørfoder til Bandit og en god dolk, og så var han klar til at overleve en dansk vinter i det fri. Han havde jo sin hund og et vattæppe, som han siger, og så lavede han en madras af grangrene, som løftede ham fra jorden, sådan at han aldrig blev våd.

   ” Fjende nummer et, når man er i naturen, det er kulde og fugt. Hvis du først én gang er blevet gennemkold, så er du så godt som lost”, fortæller Steen Viggo.

 Man lærer af dyrene
Steen Viggo refererer flere gange til sin tid i militæret, hvor han lærte en hel masse ting om overlevelse. Det kom ham til gode i mange situationer.
     ”Men man kan også lære utrolig mange ting af dyrene. Jeg lærte at bevæge mig helt lydløst. Jeg gjorde nøjagtig det samme, som mus og egern gør. For eksempel lavede jeg depoter, som jeg gravede ned forskellige steder, så jeg altid havde olie, salt og gryder, pander og ild."
 Den nemmeste måde at skaffe føde på var at spidde rødspætter eller lave tangsuppe eller muslingesuppe. Havet var til hans rådighed, og hver dag badede han – sommer og vinter – for at holde den personlige hygiejne i orden. Han blev ekspert i at lave bål, for som han siger med et skarpt og vidende blik:
     ”Der findes to slags bål: et varmebål og et madbål. Når du bader om vinteren, er det livsvigtigt, at du allerede har lavet et varmebål, inden du går i vandet, så du ikke skal fumle med tændstikker og våde hænder, når du kommer op. Det gælder om at få varmen hurtigt, ellers overlever du ikke.”

Pindsvinesteg og mågefilet
Steen Viggo gik mange kilometer hver dag for at finde føde. Det blev hans primære formål i livet at finde noget at spise. Om foråret var der masser af salater at lave. Han plukkede birkeblade, bøgeblade, mælkebøtter, lindeblade. Om efteråret var der masser af rødder, svampe og bær at leve af. Han havde altid frisk peberrod, fordi han markerede med stokke, hvor de groede og på den måde kunne finde tilbage til dem, selvom bladene visnede bort.

      Men der skulle også nogle proteiner til for at klare den, så han spiste masser af nedkørte dyr som for eksempel måger, kat, gråkrager, fasaner og endda pindsvin. Hvis øjnene er matte på de døde dyr, skal man lade dem ligge, forklarer han. Men hvis de er klare, så kan man sagtens spise dem.

     ”Pindsvinesteg smager faktisk helt godt. Jeg tænkte jo slet ikke på dem som døde dyr. Jeg tænkte bare: Proteiner og vitaminer. Det er sådan, man skal tænke, hvis man vil overleve.”

Aldrig gået sulten i seng
En gang i mellem, når lysten til lidt finere gastronomi meldte sig, og han var blevet træt af urtesuppe og tør mågefilet, så fristede de potentielle fasanstege, der sad og sov i træerne.
   ”Fasaner er jo et hønsedyr, som putter sig i træerne om natten, for ikke at blive taget af ræven. Jeg satte dolken for enden af en gren og listede mig lydløst ind under den. Så stak jeg min dolk op i maven på den og vupti, så faldt der en fasansteg ned i armene på mig.”
Faktisk er der næsten ingen grænser for, hvad Steen Viggo ville æde af dyr, hvis det blev nødvendigt. Der er kun ét dyr, som han kun nødigt ville indtage:

     ”Det eneste dyr, jeg ikke ville æde - altså med mindre jeg var ved at dø af sult - er en ræv. Den har en ekstrem dårlig lugt. Hvis du har været i nærheden af en rævegrav, ved du, at den hørmer værre end en hanged, der har stået og pisset op og ned ad sig selv i ugevis. Der er kun en ting, der hørmer værre. Det er, hvis man kommer til at forskrække en snog. Så udskiller den et duftstof, der lugter en anelse værre end ræv,” fortæller han, så man må rynke næsen.

     I jagtsæsonen var det nemt at finde de fuldfede ænder, som jægerne skød. De landede ofte i toppen af træerne, og så kunne hundene ikke få fat i dem. Det kunne Steen Viggo og Bandit til gengæld, og de ænder, som han ikke selv kunne nå at spise, byttede han til mælk og æg og olie hos den lokale landbefolkning.

     ”Jeg er aldrig gået sulten i soveposen”, siger Steen Viggo.

     ”Naturen bugner simpelthen af overskud.”

Alle kan komme ud på et skråplan
Hvor den ene del af hans hjerte banker for naturen, så banker den anden del af ham for socialt udsatte. I dag har han så mange jern i ilden, at han føler det som ferie at stå og sælge Hus Forbi i regnvejr i Odense. Der står han ved Magasin hver lørdag, og gadefolket ved altid, at de kan finde ham der, hvis de har brug for hjælp. Han sidder i Rådet for Socialt Udsatte og kender hvert et værested i landet. Han holder foredrag om plantemedicin, laver ture i naturen, skriver klummen i Hus Forbi, er supervisor for studerende og til foråret udkommer hans bog Vorherres køkkenhave.
”Der er ingen, der frivilligt vælger at blive hjemløs. At være hjemløs er et bredt spektrum af folk. Der lever folk i dette land, der har glemt deres cpr-nummer. De lever en anonym tilværelse og kæmper ofte med flere problemer på samme tid: psykisk sygdom, stoffer, dårligt helbred og hjemløshed. De kan være virkelig svære at nå”, siger Steen Viggo.

Holder jul under åben himmel
Det er stadig i naturen, at Steen Viggo finder ro og inspiration til de ting, han i dag går og laver. Da han levede som vildmand lærte han sig at meditere og fandt et fantastisk univers og kilde til megen styrke og inspiration. Den dag i dag pakker han sin sovepose og sit ekspeditionstelt to-tre gange om måneden og tager ud i det fri. Soveposen og teltet har han fået sponsoreret, så der er lidt mere luksus over det nu om dage. Det er også sådan, han holder jul. Mens vi andre spiser sovs og kartofler, sidder Steen Viggo foran bålet under åben himmel og rister en kylling fra Fakta over bålet.