Rigtig mange unge i verden føler sig utrygge, og frygter krig. Det viser en undersøgelse lavet af organisationen War Child i samarbejde med internetfællesskabet Habbo i anledning af FNs fredsdag. Her har man fundet ud af, at 81 % af verdens teenagere frygter for konflikter. Gennemsnitligt tror 41 %, at en tredje verdenskrig vil bryde ud i deres levetid – mens tallet i USA og Storbritannien er tæt på 60 %.
Og det er ikke kun dem selv, teenagerne frygter for. 42 % mener således, at deres venner og forældre ikke er sikrede mod krig og terror.
Statslig indgriben
Det er tilsyneladende ikke mange, som mener at den enkelte stat skal passe sig selv, og ignorere globale konflikter. På verdensplan mener hele 92 % af teenagerne nemlig, at det er nødvendigt for deres respektive nationer at gribe ind, og på den måde medvirke til at standse igangværende konflikter. I Storbritannien mener hver tredje, at dette bør gøres gennem militære aktioner.
Dansk tryghed
De danske teenagere føler sig noget mere trygge end flertallet i resten af verden. Således føler næsten tre ud af fire teenagere sig sikre i Danmark. Og kun 35 % bekymrer sig om konflikter udenfor deres eget land – kun halvt så mange som i lande som Portugal og Brasilien. Samlet set er de danske teenagere, sammen med de svenske og norske, verdens mest trygge.
Undersøgelsen er foretaget på 32000 teenagere verden over, heraf 2000 danske.