Jeg har forskanset mig på biblioteket. Et sted hvor jeg i min naivitet troede, det ville være muligt at lukke omverdenen ude. Men omverdenen har invaderet mit bibliotek, og i stedet for ro er jeg omgivet af en infernalsk larm.

Værst er børnefamilierne. I et desperat forsøg på at få tamagotchi-generationen til at interessere sig for litteraturens chokoladeæske hiver udmattede forældrepar curling-ungerne ind i mit arbejdsrefugium.

Hvalpefedtet og det ekstreme energiniveau afslører, at børnene har tilbragt det meste af deres korte liv med at dræbe virtuelle fabeldyr og fylde sig med flydende sukker. Men nu skal den manglende fysiske udfoldelse i skolegården åbenbart indhentes.

Bogreolerne er på en gang en forhindringsbane og en eventyrslabyrint. Det er den perfekte ramme til en omgang tag-fat. Lyden fra legen minder til forveksling om lydsporet fra en halvdårlig krigsfilm. Gummistøvlernes klasken mod luminolgulvet er de tyske maskingeværreder, de små søskendes hvin er de amerikanske soldaters dødsskrig.

Jeg vil utrolig gerne være tolerant, glæde mig over, at der trods alt stadig er fantasi efterladt i morgendagens verdensborgere, men jeg kan ikke. Mit blodtryk stiger lige så hurtigt som en sputnik, og blodåren, der engang var skjult bag min hårgrænse, men nu er afsløret af mine voksende tindinger, svulmer op og vrider sig. Springer den, kunne jeg meget vel dø af blodstyrtning. Det er bare så uendeligt svært at være tolerant, når verden er fyldt med irriterende mennesker.

Jeg får mig selv overbevist om, at det grundlæggende er usympatisk ikke at kunne lide børn. De er jo angiveligt uskyldigheden selv. Men mit korthus af raseri er nådesløst og umætteligt. I et ynkeligt forsøg på ikke at blive offer for en omgang selvdestruktiv psykologisk bøllebank, projekterer jeg derfor behændigt mine frustrationer over på det næste led i kæden, forældrene. Børn er, hvad deres forældre gør dem til. Dårlig opdragelse er dårlig opdragelse.

Det nye fjendebillede giver mig de retfærdiges ro. Børn er svære at bebrejde, men forældre er i deres utilstrækkelige selvopfattelse den perfekte syndebuk. Jeg skynder mig at personificere min vrede. Hun ligner praktisk talt en undskyldning for sig selv. Det pageklippede hår hænger trøsteløst ned, den røde regnfrakke er mindst fire numre for stor. Det er sikkert mandens, hun er tydeligvis ligeglad med, hvordan hun ser ud. Mest irriterende er dog hendes ansigt. Det er ugennemsigtigt som det nordkoreanske styre, fuldstændig udtryksløst og følelsesforladt.

Jeg kan høre dem længe før, jeg kan se dem. Det armerede jernbeton, der adskiller første sal fra stuen, er ikke nok til at holde lyden væk. De lyse børnestemmer er umulige at kønsbestemme. Det er stilhed før stormen, min mave er næsten lige så urolig som børnene. Så ser jeg dem. To søskende, en dreng og en pige, den værste blanding, der står ballade skrevet i panden på dem.

I første omgang er der ro, de to kæmpebabyer er tydeligvis ved at brække sig efter den kraftanstrengelse, det var at klatre op af trapperne. Men nøjagtig som i en klassisk symfoni begynder lydniveauet at stige, lidt efter lidt. Lungernes hvæsen er violinernes åbningsstykke, monotomt og sagte. Så støder klarinetterne til i form af kvidrende børnestemmer. Råbene og skrigene er messingblæserne. Celloerne og kontrabasserne er centreret omkring avisboret, hvor en flok mandlige pensionister sidder og brokker sig over nutidens unge. Finalen kommer, da bror og søster braser ind i et lille caféområde, borde og stole flyver gennem luften, de gør det fremragende som pauker og stortrommer.

Mine ben hopper nu så ustyrligt op og ned, at jeg frygter, at jeg, hvis jeg rammer den rigtige svingning, vil sætte bygningens stålkonstruktion i en så kraftig resonans, at den braser sammen. Tanken virker skræmmende tiltalende. Det må da kunne skabe ro.

Alt i mens armageddon udspiller sig, står den skyldige, moderen, med et blankt udtryk og kigger ind i en computerskærm. Det ser ikke ud til, at hun læser noget, øjnene står stille, hun drømmer sig sikkert væk fra det hele. Jeg tager mig selv i at få medlidenhed for hende. Hun har allerede givet op. Børnene er ikke mere end 10 år, teenageårene venter forude, hun er ikke engang halvvejs, men allerede knækket.

Måske er det min voksende sympati for kvinden, der får mig til at reagere, måske er det bare ophobningen af frustrationer. De to unger kommer løbende forbi mit bord, mens de kigger stolte op på mig. Gad vide om de forventer, at jeg skal rose dem. Børns indbildskhed er så ufattelig, at det ikke er til at bære. Uden overhoved at tænke over det, ryger der et højt SCHSSS ud af min stramme mund. Drengen kigger forskrækket på mig. Jeg kigger ondt på ham. Mere skulle der ikke til, begge børn løber skræmte hen til moderen, der stadig står og kigger tomt ind i computerskærmen.

Jeg burde nok være glad, biblioteket har genvundet sin ro, og jeg har allerede fået flere anerkendende nik fra de gamle mænd ved avisbordet. Måske er ungdommen ikke så rådden, som de troede. Men jeg er alt for overrasket over min egen opførsel til at kunne nyde sejrens sødme. Jeg tænker på min gamle skolebibliotekar, Birgit.

Hun var en sadistisk djævel, der udelukkende kommunikerede ved hjælp af lyde. Hun havde nærmest en religiøs evne til at indplante dårlig samvittighed i børn. Hendes foretrukne lyd var SCHSSS. Med den styrede hun biblioteket gennem frygt. Nu havde jeg gjort det samme.

Nedtrykt over at være blevet min egen værste barndomsfjende, pakker jeg mine ting sammen og forlader biblioteket.