I disse dage står tidligere FN-soldat Jimmy Bartholdy Heüser foran Christiansborg. Han vil gøre opmærksom på de danske soldater, hvis psykiske lidelser glemmes, når de kommer hjem fra udstationeringer
Tidligere FN-soldat og formand for Forening for supportcenter for Soldater, Jimmy Bartholdy Heüser, står i disse dage foran Christiansborg, for at sætte fokus på hjemvendte soldaters manglende psykologhjælp.
I april måned skrev Forsvarets Institut for Militærpsykologi ekstraordinært rundt til 20.324 tidligere udstationerede soldater for at opspore de kriseramte. På baggrund af brevet tog 176 soldater imod tilbuddet om psykologhjælp. Ifølge Jimmy Bartholdy Heüser er det ikke et reelt tal for, hvor mange der har brug for hjælp.
"For det kræver, at man opgiver sit navn, sit soldatnummer, sit regime osv. – og alene det, ved jeg, kan holde mange tilbage, fordi det kan skade ens karriere i forsvaret, at man signalerer, at man ikke ’kan klare mosten’ som soldat", siger Jimmy Bartholdy Heüser til Information. Han bakkes op af sergent Bjørn Lindvang, der kom hjem fra en udstationering i Irak i 2005 og kun har haft en enkelt psykologsamtale siden da. I dag mener Bjørn Lindvang at flere samtaler havde været på sin plads. Han har dog aldrig selv taget initiativ til flere samtaler.
Supportcenter for soldater
Derfor foreslår Jimmy Bartholdy Heüser, at Forsvaret etablerer et supportcenter, hvor tidligere udstationerede soldater til enhver tid kan henvende sig med deres problemer.
"Hvis forsvaret etablerede et center, og hele Danmark kendte til det, så ville der nok ikke være den samme skam ved at henvende sig", siger Jimmy Bartholdy Heüser.
Forsvarets Personal Tjeneste har tidligere afvist at støtte et supportcenter. Også Hærens Konstabel- og Korporal Forening har afvist at støtte et sådan center med den begrundelse, at en soldat er en borger i uniform, og derfor skal have samme tilbud som andre borgere.
Om et supportcenter vil indgå i det ny forsvarsforlig vil først vise sig i løbet af efteråret, når forsvarsordførerne på Christiansborg har forhandlet færdig.